Udgivet i

2 – Den første tid

Hundens hjerne er ca. 10 % af voksen størrelse, når hunden fødes, men er allerede ca. 80 % udviklet i 12-ugers alderen. Berta og jeg har meget travlt med at møde verden i denne første tid, da den prægning, der sker i de første 12 uger af Bertas liv, er den absolut vigtigste for Bertas udvikling.

Berta laver, hvad man kalder koblinger. Når hun har mødt 100 forskellige hunde på en god måde i denne første periode af sit liv, danner hun et billede af, at hunde er gode. Det samme gælder biler, mennesker, børn, elevatorer osv., osv.

Typisk forlader en hvalp en kennel ved 8-10-ugers alderen. Derfor er det meget vigtigt, at man vælger en hvalp fra en kennel, hvor de tager denne store socialiseringsopgave seriøst og starter socialiseringen af hvalpen, allerede fra den er ca. tre uger gammel.

Køkkenmaskiner og negleklipning

Berta og hendes søskende er blevet trænet og socialiseret til at komme ud i de nye hjem. For at socialisere hvalpene har kennelen åbnet sit hjem for mange fremmede mennesker. Det er vigtigt for hvalpene at komme i så mange hænder som muligt. Derved forebygger man, at de ikke senere bliver ”mistænksomme” over for fremmede mennesker. Derfor har Kennel Ask og Eg spurgt alle hvalpekøberne, der kom på besøg, om de ikke også ville lege lidt med alle husets andre hvalpe.

Berta er blevet vænnet til mange forskellige lyde, så som støvsuger, vaskemaskine, larm fra køkkenmaskiner osv. Alle de lyde som for en hvalp kan være skræmmende, hvis den ikke er vant til dem. Berta har været på små gåture, ude at køre i bil, i skoven, på stranden osv. Og tilvænningen til pelspleje, negleklipning mm. er startet op. Berta har været på legeplads med børn, handicappede, fastelavnsudklædte monstre og ude at møde andre hunde inkl. voksne hunde af anden race. Samtidigt med denne socialisering har Berta boet på et landsted med både geder og heste, så hun er også blevet vænnet til andre dyrearter gennem sine otte uger hos Kennel Ask og Eg.

Det er næsten 100 % sikkert, at det første, en hvalp udsættes for, når den nye ejer kommer og henter den, er, at den får halsbånd på og sættes ind i en bil. Derfor sikrer Kennel Ask og Eg, at hvalpen, allerede inden den hentes, synes, at dette er super fedt.

Den eneste ”store ting”, som Berta ikke har oplevet hos Kennel Ask og Eg, er katte. Derfor er det et område, jeg vil fokusere på sammen med Berta ved hjemkomst, idet hun skal bo sammen med to katte.