Udgivet i

Aggression eller misforståelse

Af: Trine Brix – UTIKA Hunde Adfærdsspecialist

Min hund er pludselig blevet aggressiv! Min hund knurrede ad mig, og bed ud efter mig! Min hund gik til angreb på et barn!

Dette er bare noget af det jeg syntes at kunne høre folk sige, eller man kan læse om rundt omkring.

Men hvorfor? Hvorfor sker disse episoder? Er det fordi hunden lige pludselig for en hjerneblødning og bestemmer sig for at alt skal dø eller ligger der noget bag det hele?

  • Hvad får hunden til at bide?
  • Er det hunden det er galt med eller har vi del i skylden?
  • Hvordan kommunikerer vi med hinanden?
  • Hvordan er vores forhold til hunden?
  • Er vi klar over at det er et rovdyr, vi har taget ind i vores stuer?
  • Er det aggression eller i virkeligheden bare misforståelser mellem menneske og hund?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der får folk til at købe hund uden at sætte sig ind i hvad det er, de i virkeligheden køber.

Om vi mennesker vil indse det eller ej kan vi nu engang ikke lave om på at en hund er et rovdyr, og at vi har taget det ind i vores stuer/hjem og gjort det til vores ansvar.

Udover at det er et rovdyr, er det altså også et individ. Det vil sige vi mennesker har købt os selv et andet individ, et levende væsen som kan mærke smerte, angst, aggression og glæde ligesom os selv, og dette individ har vi nu købt for penge og ejer det altså. Det er meningen for de fleste at dette individ skal gøre os glade, være der for os når vi er nede, hjælpe os, hygge med os, arbejde sammen med os og for nogen sågar redde en. Hvad gør vi så for dem når vi forventer så meget?

Kunne det tænkes at sådan et rovdyr havde nogle behov og kunne det tænkes at eftersom det er et rovdyr og ikke et menneske at det så heller ikke kommunikerer på sammen måde?

Kunne det tænkes at når vi siger min hund har bidt, overfaldes osv. at det i virkeligheden er frustration og opbrugt tålmodighed, over at vi bare ikke forstår hvad de siger og ikke har lært deres sprog?

Jeg vil gerne snakke lidt om hundenes måde at kommunikere indbyrdes på, og så kan vi jo se lidt på, om de virkelig er aggressive eller om det hele bare er en stor misforståelse hund/menneske imellem.

Hundens kommunikations system:

Jeg vil våge mig så langt at sige at hundenes måde at kommunikere på ikke ligger langt fra vores, de har bare et andet sprog, ligesom vi snakker dansk og i Kina snakker de kinesisk og hvor mange af os forstår hvad de siger? Heller ikke mig, men det betyder jo ikke at jeg ikke ville kunne lære det og det betyder heller ikke at jeg aldrig ville lære det. Hvis jeg var nødt til at flytte til Kina, jamen så ville jeg jo lære deres sprog, så jeg havde en mulighed for at kommunikere, så der ikke blev konflikter. Vi bliver lært engelsk og tysk i vores skole og hvorfor? Er det muligt det er fordi vi kan forstå og gøres os forståelig i andre lande, svaret her er vi vist enige om. Men hvad så med vores hunde, de gør sig evige forsøg om at finde ud af og lære hvad det er vi gerne vil have dem til og forstå hvad vi siger, når vi siger dæk og alle disse sjove ord. De prøver år efter år at vise os hvor tålmodige og forstående de er over for os mennesker, men hvad med os? Hvorfor lære vi ikke deres sprog til gengæld for at vi kan kommunikere bedre og er det ikke fair at vi også lærer for deres skyld?

Hvis vi starter med at kigge lidt på, hvordan en hund kommunikerer indbyrdes, så ligger deres sprog faktisk ikke langt fra vores. Som sagt tidligere, er der virkelig ikke den helt store forskel, udover at de selvfølgelig snakker hundsk og vi snakker dansk.

Hvis vi tager ulve, som ligger tættes på vores kære rovdyrs venner, som vi har hjemme i stuerne, så består de af en mor, far, onkler og tanter og så selvfølgelig børn ligesom os selv. Nu snakker vi selvfølgelig ikke ulve i fangenskab, da det blot kan være valgte ulve, som vi fra menneskers side har taget og tvunget sammen på et indhegnet areal, til fordel for offentlig underholdnings skyld.

Men ulve i den frie natur har selv valgt hinanden, fordi de havde lyst og kan fungere, ligesom vi vælger ham eller hende vi nu bliver gift med.

Denne ulve familie kommunikerer ikke ved at råbe og skrige og hive i hinanden, som vi måske tror eller har set på tv, desuden skal man heller ikke altid tro på det er sådan, bare fordi det er det eneste de har filmet. Det er en mindre diskussion, der er blevet filmet eller måske en hel fremmed ulv, der er kommet ind, hvor den ikke skulle, og så er der en mand der siger at han har studeret ulve og sådan er det. De glemmer bare lige at vise, hvordan de kommunikerer i virkeligheden og resten af tiden.

Hvad ville vi sige om disse to hvalpe? De leger ikke? Så er der mange der nu ville sige jo, men det er også hvalpe og de skal jo, og ja de skal lære og derfor leger de ikke som vi leger, men de kommunikerer faktisk, de øver sig i deres sprog og øver at lære at forstå hinandens grænser samt hvordan man skal gøre i forskellige situationer, når de bliver større og når jeg siger situationer mener jeg ikke, hvordan de skal slå hinanden ihjel, men hvordan de skal undgå diskussioner eller hvordan de skal forholde sig og gøre hvis de kommer op at diskutere. Lidt ligesom vi alle sammen har skændtes med vores mor, far, søskende eller venner, vi finder jo altid ud af det – i hvert fald i største delen af tilfældene og det gør vores hunde også, hvis vi gav dem lov.

I vor menneskeverden diskuterer vi, vi skændes og en sjælden gang lemlæster og/eller slår vi hinanden ihjel. Alle tre handlinger er aggression, men de første to er ritualiserede med henblik på at forebygge den tredje. Sådan er det også med hunde. Disse to dejlige hvalpe er i gang med deres læring af sprog og kommunikation, den hvalp der ligger nederst viste først at okay nu er jeg lillemen nu kommer jeg med en lille tand, kan du se den brormand, du træder på mig, det er ikke okay.

Det skal forstås at der også kan være knurren og andre lyde på, fordi det er det hele der bliver trænet til når de bliver større og skal kommunikere på voksen vis. Det er ligesom vores børn, som lærer flere og flere ord jo ældre de bliver og flere og flere ansigtsudtryk og kropsholdninger, for tro det eller ej, vi har også et kropssprog, men vi ligger bare ikke mærke til vi gør det, eller tænker over når vi læser det, men vi ved udmærket godt at vis mor står med armene over kors og kigger lidt ned på os, med et lidt bestemt blik i øjnene, så er den gal og så gider vi ikke rigtig komme super glade hen til mor vel? Så er det på en lidt mere stille og snigende måde.

Det samme gør vores hunde faktisk, selvfølgelig ikke lige med benene over kors, men de viser måske lige lidt tænder til den anden eller kigger på den, og så kommer de også lidt listende/snigende hen.

Sådan er det dog ikke for hvalpe og vores små børn, hvor vores lunte er længere; altså de har en form for immunitet, som kaldes hvalpe immunitet; de må lidt mere før man bliver sur som hundemor eller bare voksen hund. Men nu kan vi tage det næste billede her og snakke lidt om det.

Nu har jeg fundet den værste diskussion jeg kunne mellem to ulve og læg nu mærke til den, der bare ligger stille og blander sig helt udenom – for det må de sku klare selv. Tja gid vi mennesker ville gøre sådan, når det var vores hunde der lige diskuterede i stedet for at blandes os, råbe og skrige og trække dem væk og egentlig gøre det meget meget værre end det skulle have været. Ikke mindst fordi vi ødelægger en del af deres sprog og kommunikation for hver gang, men vi skader dem også ved at ødelægge en del af dem, en del af det der gør de er hunde og rovdyr.

Disse to tossede ulve vi ser på, er sikkert oppe at skændes om en liggeplads, hvor den ene lå først og så har den anden nok været så næsvis at ville have den væk og der er man altså i sin fulde ret uanset om man er menneske, hund eller ulv at sige noget, for helt ærligt, hvem har lyst til at finde sig i at blive smidt væk fra det sted, hvor man nu havde lagt sig? Heller ikke jeg og jeg ville også blive sur ved at blive flyttet eller skubbet væk. Så hvorfor skulle vores hunde så ikke også have ret til at blive sure over at vi smider dem ned ad sofaen, sengen eller hvor det nu er, bare fordi vi har en forestilling om at vi kan. Det kan godt være vi ikke vil have dem i sofaen eller sengen, fordi det er uhensigtsmæssigt, men hvorfor så ikke bede dem om at flytte sig på en pæn måde i stedet for at hundene er nødt til at knurre, hvorefter vi så først bliver sure og flår i dem, fordi det skal de i hvert fald ikke og nu er hunden aggressiv og vil tage magten fra mig. Var det hele ikke bare en misforståelse, fordi vi ikke kommunikerer med dem, men henover hovedet på dem i stedet? Havde de ikke retten på deres side til at knurre, når vi bare flyttede på dem, ligesom vi ville have retten til at blive sure, hvis nogle flyttede på os uden noget?

Deres sprog består bl.a. af nogle forskellige signaler også kaldet dæmpende signaler eller med andre ord: venlighedssignaler eller høflighedssignaler. Og nu vil jeg fortæller jer lidt om de forskellige signaler. Og så kan vi jo tænker over, om hundene virkelig er aggressive eller om det er misforståelser.

De er mange forskellige signaler, som de bruger til at kommunikere indbyrdes med, de kan eksempelvis afgøre på lang afstand om de har lyst til at mødes eller ej. Det vi tit ser, når voksne hunde ”leger” og der kommer knurren på, og så ligger den ene ned og så ligger den anden ned, er igen i virkeligheden, deres måde at vedligeholde deres sprog og signaler på, så de kan kommunikere indbyrdes, hvis der skulle komme en virkelig diskussion. De prøver faktisk også hele tiden at kommunikere med os, men vi ser det bare ikke, før vi når derud, hvor hunden er blevet ”pludselig aggressiv” og enten knurrer eller markerer (som de fleste kender og kalder for at bide). At bide betyder dybe sår og/eller knuste knogler. At markere svarer til at vi i vor verden tager fat i den andens arm og siger ”så stopper du, nu er det nok”.

Hvis vi skal kigge lidt på de signaler hundene hele tiden sender os, kan vi tage det vi alle kender og sikkert har lagt mærke til sker, når vi snakker indkald, dvs. vi kalder på hunden. Vi kalder på hunden første gang og der sker ingenting, fordi der er noget der dufter spændende eller hvad det nu kan være. Allerede nu bliver vi irriterede, fordi vi forventer at hunden bare skal komme. Så allerede nu skruer mange op for lyden her. Når det så ikke virker, bliver vi rigtig sure og mange råber: KAN DU SÅ KOMME HER samtidig med at vi står foroverbøjet. Og i samme sekund hunden så begynder at komme, bliver det til sådan lidt stille komme hen noget og i mange tilfælde er halen nede, hovedet hænger, medmindre hunden vælger at komme krybene, og her siger folk så: JA den ved udmærket godt at det den gjorde, var forkert og at den skal sku komme første gang.

FORKERT! Hunden ved absolut ikke andet end at du står og truer den og lyder aggressiv samtidig.

Det er nemlig sådan at, i hunde verdenen betyder det at smide vægten fremad trussel, og ikke nok med det, er du også gal (du knurrer og siger med alt din vægt fremad, dvs. foroverbøjet at kommer du tættere på, får du bank). Så det din hund i virkeligheden fortæller dig er: rolig nu mor eller far jeg gør ingenting, jeg kommer med fred. En anden klassiker er at hunden knurrer, når jeg tager mad/kødben fra den. Hmm og hvorfor er det egentlig også vi har fået den idé? Børn tja det må være vores ansvar at lære børn at det ikke er ok at tage mad og ben fra hunden for det er deres, de skal vel også have fred/ helle eller hvad man nu ellers kan finde på af ord.

Hunden begynder ikke med at knurre, men faktisk med bare at kigge op på dig, idet du kommer hen imod den. Når den har mad eller ben, så kan det være at den holder op med at spise. Det her kan stå på rigtig rigtig længe, fordi hunden ikke ønsker at markere og vi bliver ved med at tage og tage. Så begynder vore kære venner ikke at synes det er sjovt mere, fordi deres sprog ikke virker på os, vi forstår det i hvert fald ikke, så hvad nu? Ja så kommer knurren altså og så bliver vi tosset fordi; hvad bilder de sig ind. Vi skal bare lige vide at vi har selv presset dem derud, hvor de føler sig nødsaget til at tage skrappere midler i brug. Vi vælger så at fjerne hundens knurren ved at skælde mere og muligvis rykke i dem. Og så kommer markeringen som vi kalder bid.

I virkeligheden burde vi være taknemmelige over at de knurrer af os, det betyder i det mindste at de stadig advarer og når jeg siger advarer, mener jeg at de stadig er søde ved at sige: ”nu stopper du sku jeg synes altså ikke det er fair, det du har gang i”.
Og er det også fair det vi har gang i? Er det fair at vi skal tvinge vores bedste ven derud, hvor de føler de ikke længere kan kommunikere med os på andre måder, fordi VI ikke vil lære deres sprog?

Jeg kunne blive ved i en evighed, men det burde ikke være nødvendigt. Vi burde selv kunne tænke lidt og gerne på, hvordan vi vælger at behandle vore firbenene venner. Vi burde kunne se i øjne at der er noget galt, siden vi bliver ved med at aflive den ene efter den anden hund på grund af aggression. Vi burde stoppe op og sige at der er noget galt og det kan ikke være rigtig at det bliver ved med at være vores hunde det er galt med? Hvorfor skulle de blive ved med at være fejlen? Kan vi mennesker ikke også fejle, og kunne det i virkeligheden være os, der bliver ved med at fejle og ikke vores hunde. Hvorfor holder vi på med at omtale dem som værende menneskes bedste ven, og hvornår bliver vi deres bedste ven?

En bedste ven er en der forstår en, en der prøver at snakke sammen sprog og er der for en i medgang og modgang. En som man kan kalde familie og en del af en. Hvornår får vores hunde ret til at få de følelser, som de bliver ved med at give os?
Jeg ville meget gerne gøre lidt lignede det min lærer har gjort, da hun skrev sin bog, nemlig overlade ordet til min bedste ven (hund: Skovtroldens Trolderik), som gerne vil sige et par ting om kommunikation mellem hund og menneske.

”Mit navn er Trolderik, jeg er 2 år gammel og har været heldig at få en mor, som har lært sproget så vi bedre kan kommunikere sammen, men hun er ikke perfekt. Inden hun hentede mig, havde hun en rottweiler (min storebror) ved navn King. På dette tidspunkt kendte hun ikke noget til hunde, men det gjorde hendes eks., fordi han havde haft hund før, så han vidste det. Det tog hun til sig og det var med råben, skælde ud, der var sågar at tage fat i ham, øv øv. Men som mor også siger en fejl er ikke en fejl medmindre man begår den anden gang med fuldt overlæg. Men han var jo ikke blevet respekteret i noget af det han prøvede på at sige, hans grænser blev hele tiden overskredet og aldrig fik han nogen form for rigtig kommunikation tilbage, udover alle de der mærkelige ord I mennesker bruger til os, som sit, dæk, læg dig, gå pænt, kom osv.

En dag efter storebror var blevet halvanden år, skulle vise sig at være den dag min mor tog et vendepunkt i sit liv, nemlig den voldsomme reaktion. Mors veninde var kommet hjem fra byen og havde købt et kæmpe oksehudsben, og når jeg siger kæmpe, snakker vi et ben på 80 cm langt. Hun kom ind ad døren omme ved mor og King fik dette kæmpe ben, som han blev så glad og stolt over at han bare måtte ind og vende ved mor, så hun kunne se det. Så skete det! mor havde fået en idé den dag, som hed sig at hun skulle tage benet og hvorfor ved hun til dags dato stadig ikke. Så hun tog det og så knurrede King for første gang i hans liv, alle hans andre signaler var jo ikke blevet forstået, så hvad skulle han ellers gøre? Og så sagde mors ekskæreste til hende, som hun stadig husker som var det i går: ”Nu gør du noget ved det, inden han helt får magten over dig”. Og så skete det altså at mor tog fat i nakken af King smed ham fast og bestemt, troede hun selv, om på ryggen og råbte samtidigt ad ham, og da han bare knurrede igen, afsluttede hun med at bide ham i øret.

King gav et kæmpe piv og vente sig om for at kravle ud til stuevæggen, krøb hele vejen langs væggen ud til køkkenet, ned ad tre trappetrin, som gik fra køkken til baggang, og så op i hans kurv, hvor han lå de næste mange timer af angst. Han ikke så meget som ville røre hans kødben da mor gik ud med det til ham, han lå bare stiv med hovedet trukket helt ned. Mor var tude færdig og bliver det stadig den dag i dag ved tanken om det, men husker samtidig at hvis det ikke var sket, havde hun aldrig mødt det vendepunkt i hendes liv, der fik mor til at stoppe op og sige: ” der er noget helt galt her, sådan må en hund bare overhovedet ikke reagere”.

Nu er jeg her og mor og jeg kommunikerer bedre end mange andre sikkert gør med deres mennesker. Mor forstår nemlig nu, hvad det vil sige, hvis jeg lige kigger på hende eller gaber til hende. For når vi hunde gaber, er det altså heller ikke kun pga. træthed, men også fordi vi prøver at dæmpe os selv, hvis vi er oppe og køre, eller fordi vi prøver at dæmpe jer, fordi I er ved at gøre noget, som vi ikke synes helt om eller er helt med på og gerne vil have at I lige stopper.

Vi prøver at være tålmodige og vores tolerance er stor, rigtig stor, vi prøver hele tiden med vores signaler og vi prøver på at få jer til at forstå vores sprog og gør alt hvad vi kan for at kommunikere med jer. Vi lærer mange af jeres ord, jeres kropssprog som er mærkeligt og vi forsøger i en evighed at tilfredsstille alle jeres behov og vi er altid glade for at se jer.

Vi siger først det er blevet for meget, fordi vi er blevet frustrerede over at vi kommunikerer forbi hinanden, når vi rammer teenageralderen eller når vi bliver voksne og for nogle aldrig. Mange af os vælger aldrig at sige noget, man holder bare ud til vores liv er forbi. Det liv I styrer og faktisk har magten over. Så hvem er os er i virkeligheden mest aggressiv?

Hvornår bliver det nogensinde vores tur til at få lidt igen? Vi forlanger ikke andet end at I respekterer os, prøver på at forstå os og mest af alt holder op med at sige vi er aggressive. Vi er ikke aggressive, men bare misforstået, fordi vi ikke snakker samme sprog.
Ville du blive aggressiv og frustreret i den sidste ende, hvis du ikke blev forstået i flere år? Ville du så, ligesom os, i virkeligheden være aggressiv eller bare ganske enkelt misforstået?

Udgivet i

Hund i bilen

Tag aldrig god adfærd for givet! Gode vaner er ligeså svære at bryde som dårlige vaner!

Langt de fleste hvalpe tilvænnes hurtigt til at køre i bil uden de store problemer, fordi de hurtigt forbinder det med noget positivt som fx en tur i hundeskoven, Zoo, stranden, leg med andre hunde. De kan godt blive lidt urolige, men taler du stille og roligt med dem eller endnu bedre, sørger for at de er optaget af noget godt, som fx et marvben eller en kong med mad i, forsvinder det som oftest.

En faldgrube kan være at hunden gerne vil ind i bilen derhjemme, men ikke når I skal hjem igen. Her er der oftest sket det at hunden forbinder bilen med at det sjove holder op. Så er der dem, der er helt kørt op, fordi de forbinder bilen med at det sjove er på vej.

Endelig er der de hunde, der forbinder bilen med ubehag, fordi det var det der skete, da de mistede alt et kendte, da du hentede hvalpen eller den voksne hund, efter et pensionsophold eller dyrlægebesøg.

Enkelte hunde har decideret “køresyge”. Hunde behøver ikke kaste op, for at være køresyge. Nogle hunde savler lidt, andre meget og en del slet ikke. Dette kan ofte afhjælpes med Bach blomsterremedier eller vat i det ene øre og så desensibilisering samt betingning af bilen på noget sjovt for hunden.

Derfor tag aldrig god adfærd for givet; træn det, vedligehold træningen livet igennem samt tag også vovse med i bilen uden at den skal ud og have det sjovt eller træls, fx en tur med til Super Brugsen og tilbage igen. Det handler om uforudsigelighed og tryghed.

Udsigterne for at kunne hjælpe en hund, er som oftest rigtig gode; men det kræver at der ydes en betydelig indsats og der “bil-trænes” dagligt i en periode (ca. 2-4 uger). Men det er jo ingen tid, hvis man tænker på at I måske skal leve sammen med hunden i 11-13 år – og det er længe ikke at kunne komme omkring med hunden i bil. Så husk det og yd en indsats nu!

Hvorfor netop din hund er blevet bange for at køre i bil, er svært at svare på. Generelt kan man sige, at bilens bevægelse, herunder hundens placering i bilen (mere urolig bevægelse bagerst i bilen), motorens lyd, manglende udluftning og køresyge alene eller tilsammen, kan få hunden til at føle ubehag og angst. Hvis hunden føler tilbageværende ubehag efter køreturen, vil dette forstærke angsten ved næste køretur.

Herunder er en måde til at indlære at forbinde bilen med noget godt, men det kræver at du kan læse din hund og er opmærksom på hundens adfærd – hele livet

Spring ikke punkter over og gå ikke til næste punkt før hunden er rolig og ikke viser tegn på ubehag eller angst – gå hellere et skridt tilbage.

Gentag gerne øvelsen 2-3 gange dagligt, men træn ikke mere end 5-10 min. ad gangen.

Ros for selv det mindste fremskridt, skæld aldrig hunden ud og slet ikke ”tving”.

Slut altid med en god oplevelse.

  • Guid hunden, med glad stemme og brug af godbidder eller favorit legetøj, over til bilen. Lad dørene i den parkerede bil stå åben (hunden kan se en udvej og bilen virker mindre indelukket). Guid hunden op i bilen. Ros hunden! Tag hunden ud igen efter 30 sek. Gentag 2-3 gange. Gentag indtil hunden af egen fri vilje hopper ind i bilen.
  • Placer hunden et sikkert sted i bilen (husk på at der er færrest svingninger og mindst uro foran i køretøjet). Sid sammen med hunden i bilen i et par minutter. Ros og beløn. Luk dørene (åbne vinduer lidt) og gentag indtil hunden upåvirket kan sidde i bilen.
  • Sæt dig gerne sammen med hunden i bilen og læs avisen. Start motoren kortvarigt, men kør ingen steder. Gentag indtil motoren kan køre i tomgang og hunden ikke viser tegn på uro. Ros hunden for at være rolig.
  • Kør nu en kort tur på 20 – 40 meter. Stop bilen, tag hunden ud og lav noget hunden synes er sjovt, som eksempelvis søgning af godbidder eller leg med anden hund.
  • Forøg gradvis afstanden og sørg for at noget positivt venter hunden forude (husk også at sørge for god udluftning).

Vær især opmærksom på:

At du ikke fodrer hunden før køre-træningen.

At du ikke ynker hunden hvis den viser tegn på uro, prøv i stedet at aflede dens opmærksomhed.

At du ikke går videre i programmet, før hunden er tryg ved det igangværende.

At du ikke bremser for hurtigt, slingrer samt at du undlader at køre på meget varme dage.

Hver eneste gang – resten af livet – læs hunden på vej til bilen. Er der det mindste tegn på vægring; træn igen

Udgivet i

Hvalpebidning

At bide er en naturlig og sund hundeadfærd

At bide er mange ting – og ganske misforstået!

Bid: Dybe sår, knuste knogler, blod

Markering: Overfladiske skrammer forårsaget af at man trækker legemsdelen til dig. Ellers blå mærker.

Hvalpe (bidehæmninger)

Opmærksomhed – hvalpe, unge og voksne

Forsvar:

Som svar på et modangreb, og hvor flugt ofte er umuliggjort: hunden viser ofte underlegenhedsadfærd og aggressivitetsadfærd (tænder)

Ved forsvar af afkom eller hunden befinder sig i eget territorium: hunden viser ofte overlegenhedsadfærd og aggressivitet

Ved flugt: hunden viser ofte angstadfærd og underlegenhedsadfærd

Ved tillidsbrister, misforståelse og hvor flugt er umuliggjort som f.eks. at man skal kunne tage hundens mad…: Hunden viser ofte angst-/ underlegenhedsadfærd og aggressivitetsadfærd

Fikseringer (hunden ser ligesom kun bolden, pinden … og tager fat ved enhver bevægelse)

Der er vist ikke nogen hvalpe, der ikke bider. Prøv f.eks. at se på et kuld hvalpe, der legeslås med hinanden. Med deres syle skarpe tænder hiver og flår de i hinanden. Lige pludselig hører man et lille hyl fra en af hvalpene i kampens hede. Straks stopper det hele og den hvalp der hylede, trak sig tilbage, men kun for at kaste sig ind i kampen igen.

Dette er en naturlig og sund hvalpeadfærd, der skal udvikle hvalpenes bidehæmninger, således at de kan indgå i en flokstruktur og kommunikere forebyggende. Dette overføres indlysende nok på os mennesker, idet vi jo får hvalpen, når den bare er 8 uger gammel. Det går især ud over vore hænder, arme, ansigt og ben. Nogle hvalpe er mere energiske end andre.

Ejere til unghunde og voksne hunde har ofte problemer med at hunden bider i dem. Det største problem i disse situationer er vel at man misforstår, hvad der sker og tillægger hunden skumle intentioner og hensigter. Mange mennesker tror faktisk at skabningen forsøger at ”blive chef i huset” ved at teste lederskabet. Andre er af den opfattelse at hunden er ”aggressiv” – den bider jo!

For mange mennesker sker der desværre det at man gør en naturlig og sund hundeadfærd til et alvorligt problem. Man begynder at håndtere hvalpen/unghunden på en ganske voldelig måde i et forsøg på at lære den at opføre sig ordentligt. Dette kan sagtens resultere i et af de tre nedenfor nævnte problemer, men som for så vidt er lige alvorlige:

Nogle hvalpe synes det er ganske underholdende at få al den opmærksomhed, når de begynder at bide i deres ejere. Negativ opmærksomhed er ofte bedre end ingen opmærksomhed. Hvalpen negligerer helt ejerens aggressive tonefald og kropssprog, fordi kontakten bare er så dejlig. At bide i ejeren bliver da godt og grundigt indlært og der er stor risiko for at hvalpen medtager dette adfærdsmønster til voksenlivet. Det er bestemt ikke unaturligt at hvalpen stopper med at bide i det sekund, den bliver straffet (det gør den også, hvis du giver den en godbid som afledning!), men ikke længe efter er den godt i gang igen. Hvalpe er også gode til hurtigt at finde ud af hvem der ”hopper på legen” og hvem der ikke gør. Dem der er mest opmærksomhedsgivende (positiv som negativ) er i hvalpens referencesystem med på ideen.

Andre hvalpe bliver så skræmte af at blive straffet at de holder helt op med at bide. De stopper også ofte med at hilse eller tage kontakt i det hele taget. Hundeejeren bliver da ofte rigtig glad i første omgang, men faktum er at dette er rigtigt alvorligt, idet sådanne hvalpe mister en utrolig vigtig social indlæring og det er desværre ofte sådanne hvalpe, der bider som voksne.

Den tredje variant er hvalpe, som bliver så skræmt af at blive straffet at de ikke ser anden udvej end at forsvare sig. Når ejeren f.eks. bøjer sig ned for at tage fat i hvalpen knurrer og bider den for alvor – noget helt andet end hvalpebidning. Her ender historien desværre ofte for mange hvalpe, som er helt normale hvalpe, der ikke har gjort noget andet end at havne hos ejere, der ikke vidste bedre.

Faktum er at hvalpebidning er en ganske nyttig adfærd! Når hvalpe bider i hinanden lærer de en meget vigtig færdighed – bidehæmninger. De lærer at tænder gør ondt, når man bider for hårdt. Hvis en hvalp bider for hårdt, vil den anden hvalp komme med et lille hyl og så vil den trække sig tilbage. Den anden hvalp erfarer at dette ikke var så heldigt – ”når jeg bider for hårdt, vil den anden hvalp ikke lege med mig mere”. Næste gang vil den så være mere forsigtig. På denne måde er den godt på vej til at lære at kontrollere sine tænder.

Hvalpebidning er altså en ganske normal og sund adfærd, men hvordan ville hvalpens moder kontrollere dette og hvad skal vi som mennesker gøre?

Der skelnes mellem to situationer:

  1. Den sociale relation (når der kun er de to individer):Når en hvalp bider i sin mor, vil han ignorere dette og gå væk. Moderen er jo ikke interesseret i at skabe mistillid, men derimod at opbygge tillid og tryghed
  2. Den ikke sociale relation (når der er et eller andet mellem de to individer):

Når en hvalp bider i sin mor og han f.eks. ligger med et kødben og han fornemmer at hvalpen forsøger at få benet, vil han derimod knurre og eventuelt pinne. Denne afgør han i forhold til, hvor hvalpen tager fat i hende. Hvis hvalpen er tæt på moderens hoved, ja så er det muligt at den er på vej til kødbenet. Er hvalpen derimod i gang med at tage fat i hendes hale, ja så bedømmer han situationen som værende social (se under pkt.1). Hvis hvalpen ikke stopper på hendes knurren, vil han prompte lave en direkte irettesættelse ved en meget blid pinning over hvalpens snude. Han sætter ikke tænderne i for at påføre hvalpen smerte! Lige så hurtigt pinningen er sket, lige så hurtigt opfører moderen sig som om intet var hændt.

Som menneske er det vigtigt at vi forsøger at agere ligesom hvalpens moder ville have gjort. Dette betyder i praksis at når hvalpen bider i os, må vi ignorere. Forsøger hvalpen at tage vores mad ud af vor hånd, ja så er der tale om en ikke social relation og vi kan bruge pinning, MEN dette betyder altså at vi er 100 % klar til ikke at føre vore egne følelser med ind og at vi ikke samtidigt råber og skriger med aggressivt tonefald. Dette lyder nemt, men er for de fleste ganske umuligt at gennemføre! Så derfor: Gør det IKKE!

Hvis vi giver et hyl fra os, er det altså også vigtigt at gå væk fra hvalpen, ellers lærer den ikke så meget! Hvalpens moder, ville dog aldrig give et hyl fra sig.

Til gengæld stiller hvalpens moder ikke sociale situationer op. Han kan f.eks. finde på at lægge et kødben et par meter væk fra sig selv. Når en hvalp så får øje på det og går imod det, vil han knurre, MEN med lukket mund (hvilket betyder at han IKKE er aggressiv!!). Stopper hvalpen ikke, ja så laver han en pinning. Dette mener vi ikke man bør gøre. Der er så mange situationer, der ligesom af sig opstår. F.eks. er det ikke ualmindeligt at hvalpen tager fat i en sko ude i entreen. Det vigtige her er at have lært hvalpen et stille og roligt nej og så være på stedet. Nej skal falde i det splitsekund hvalpen er på vej til at sætte tænderne i og ikke 10 sekunder efter den har sat tænderne i. En hund husker hvad der er sket indenfor de sidste 3 sekunder og ikke mere. Kommer irettesættelsen for sent, ja så kan medlæringen gøre at hvalpen måske kiggede på dig og så er det pludselig ikke det at sætte tænderne i skoen, men at kigge på dig, der opfattes som en grænse/et forbud. Det er dette man kalder for timing. Derfor forebygger man, når man ikke er til stede, ved at fjerne skoene!

Disse ikke sociale situationer, hvor vi som mennesker skal sætte grænser op i hverdagen, må dog ikke overskygge den sociale del. En god tommelfingerregel er at man har 3 forbud og ikke mere! Det kunne f.eks. være: Du må ikke tigge ved bordet, du må ikke hoppe op, du må ikke trække i snoren, du må ikke være i møblerne…. Man må som ny hvalpe ejer lave sig en liste og se realistisk på at det er en hvalp. En hvalp kan og skal ikke leve op til at være en fuldt udviklet socialt tilpasset hund. Den har brug for at prøve sig frem og tilegne sig vigtig viden og egenløsning af problemstillinger.

Her følger en tretrinsraket til løsning af ”problematikken” omkring hvalpebidning:

Her beskrives indlæringen af hvalpens bidehæmning i hænderne. Det kunne ligeså godt være i ansigtet eller benene.

Man sidder f.eks. på gulvet og leger med hvalpen. Lad hvalpen tage fat i dine hænder (du må naturligvis hverken tvinge eller lokke/guide hvalpen – tænk at bede hvalpen om at gøre noget og så sætte en grænse: mon ikke det kunne være grundlag for mistillid?). Så længe det er blidt, gør du ingenting, men i samme splitsekund hvalpens tænder rammer huden med en større intensitet, gives et behersket og følelsesløst hyl (eller sig ”AUV” – det skal mest ligne et hvalpehyl), man rejser sig op og går væk i mindst 20 sekunder. Så går man tilbage og genoptager leger. Du gentager i fald hvalpen igen bider..

Når hvalpen ligesom begynder at forstå reglerne, øger man kravet. Nu godtager man kun en meget, meget blid berøring fra tænderne. Alt andet udløser et AUV og man går væk i mindst 20 sekunder og går tilbage.. Lidt efter lidt ”tåler” man mindre og mindre tryk fra tænderne før man siger AUV og går væk og går tilbage.. Til sidst accepterer man kun at hvalpen sutter/slikker på hænderne.

Målet med de første 2 trin er IKKE at lære hvalpen at den ikke må bide, MEN derimod at lære hvalpen at kunne kontrollere sine tænder – dvs. bidehæmning og selvbeherskelse (”Doggie Zen”). Hvalpen starter denne indlæring sammen med andre hvalpe, men vi mennesker bliver nødt til at fortsætte, idet vi mennesker (vores hud) er meget mere følsom end en andens hunds (vi har jo ikke pels).

Dette gælder også i fald man har en tæve med kun 1 hvalp, da må man ”lege” anden hvalp for at forebygge at hvalpen slet ingen bidehæmning får!

Når hvalpen er omkring 3 måneder gammel, bør den have lært at man skal være meget forsigtig med sine tænder. Nu kan vi så lære hvalpen at det overhovedet ikke er nødvendigt at bruge tænderne på noget tidspunkt. Dette kan man gøre på mindst 2 måder:

Vi fortsætter bare de ovenfor 2 nævnte punkter.

Når først hvalpen har lært at bide forsigtigt, kan vi også bruge klikkeren til at lære den ikke at bide under nogle omstændigheder. Det er vigtigt at hvalpen først har lært at bide blidt, før man kan lære den helt at lade være. Dette kan gøres således: Lad hvalpen ved en tilfældighed bide blidt i hånden. Bliv helt passiv, sid helt stille, rør absolut ikke hånden, sig intet.. og vent til hvalpen tilfældigt slipper grebet. Klik i samme splitsekund og beløn. Man må ikke lokke/guide hvalpen til at slippe. Det lærer hvalpen ingenting af. Vent til hvalpen selv slipper. Herefter starter ”legen” igen. Det varer ikke længe, før hvalpen slet ikke gider tage fat i hånden.

PS: Man kunne nu fristes til at starte med trin 3, MEN indlæringen er så hurtig at hvalpen rent faktisk slet ikke lærer at kontrollere sine tænder overfor mennesker. Derfor skal man starte med trin 1 og 2 og dermed først lære hvalpen at bide forsigtigt. Dette kan give en fordel, den dag man f.eks. kommer til at træde hunden over poten. Så vil den ved kontakt med huden bide blidt og ikke hårdt.

Familiemedlemmer, besøgende og børn:

Det kan være vigtigt at instruere familiemedlemmer og besøgende om spillereglerne: Hårdt bid = AUV og stop for al kæleri, kontakt og hilsen. Har man mindre børn (0-7år), kan man klikke og belønne hvalpen, når hvalpen går hen til barnet for at lugte forsigtigt til det eller bare det at hvalpen opholder sig i nærheden af barnet på en acceptabel måde. Hvis hvalpen er uforsigtig i omgangen med barnet, vil det i mange tilfælde være effektivt, hvis man selv siger AUV. Dette vil hvalpen ofte reagere på i fald grundarbejdet er gjort! Lidt ældre børn (fra 7 år) kan fuldføre tretrinsrakettens trin 3.II, men under opsyn af en voksen. Lad dem lege med hvalpen, lad hvalpen få fat, blive passive, klik og beløn, når hvalpen slipper. Derefter kan barnet klikke og belønne, når hvalpen nægter at tage fat i barnets hænder, når barnet bevæger hænderne frem og tilbage.

Når hvalpen er omkring 4 – 5 måneder gammel, vil hvalpebidningen forsvinde helt, medmindre man har givet hvalpen unødig opmærksomhed herpå. Ved hjælp af systematisk træning forsvinder bidningen dog langt tidligere og ofte indenfor den første uge J

Og en gang til: Hvalpebidning er helt normalt!

Sig gerne dette til naboen eller andre med den unødvendige viden og indsigt, hvis han/han klager over den ”aggressive” eller ”ondskabsfulde” hvalp!

Hvad skal man gøre, hvis hvalpen allerede har bidt sig fast i det 2 årige barns bukseben?

Skal man bare vente til hvalpen selv slipper? Nej, naturligvis ikke. Tag stille, roligt og forsigtigt hvalpen væk fra barnet uden at skræmme nogen af dem. Herefter skal man begynde at lære hvalpen, hvordan den bør opføre sig, når der er børn tilstede. Klik og beløn for forsigtig undersøgelse af barnet eller når hvalpen er i nærheden af barnet uden at tage sig synderligt af barnet.

Der er forskel på at træne og det at løse akutte situationer.

Man skal være konsekvent ved at fjerne hvalpen hver gang den river dugen ned, bider i ledningerne eller plager ungerne i familien (kan også sagtens tænkes at det er børnene, der plager hvalpen og så skal de også konsekvent fjernes). Når man har gjort dette, skal man begynde at tænke på, hvordan man kan lære hvalpen/barnet at gøre noget andet i disse situationer (f.eks. forholde sig stille i stedet for at løbe hysterisk rundt i rummet eller snuse forsigtigt til barnet/kæle forsigtigt med hunden i stedet for at bide sig fast/gribe fat eller gø/skrige og råbe). Problemet med mange hundehold/børnehold er at den eneste ”træning” hunden/barnet har fået er akkurat i det den/de gør noget forbudt (akut situation). Dette har desværre ingenting med effektiv hundetræning/børnetræning at gøre. Jobbet som hundeejer/forældre består i at træne forebyggende for at undgå alle disse meget forudsigelige situationer.

Udgivet i

Alene hjemme

Din nye hundehvalp har brug for masser af opmærksomhed (venskab, uddannelse og leg), men har også brug for at nogen hjælper den med at vise, hvordan den kan underholde sig selv på en passende måde samt hvordan hunden også vil synes det er sjovt at være alene hjemme.

Ellers kan et socialt vakuum blive et meget ensomt sted

Hvalpe og hunde udvikler forudsigelige problemer i form af urenlighed, tyggen i ting, grave og gø, hvis vi ikke hjælper hunden godt på vej gennem dens første uger i hjemmet, hvor du er hjemme og før du genoptager dit eventuelle arbejde igen. Hvalpe og nyligt omplacerede hunde kan blive overafhængige, hvis du konstant kæler og nusser. Det betyder jo ikke at hunden ikke skal have kontakt, men vi beder hunden om at kunne være alene, når vi er på arbejde eller det kan jo tænkes at vi pludselig skal på hospitalet eller lignende. Derfor er det vigtigt at lære hunden at kunne lide sit eget selskab, og dette skal vedligeholdes livet igennem. Det der tæller, er ikke den tid hunden ER alene, men det at blive forladt. Overafhængige hunde bliver ofte angste, når de (efter)lades alene og de har en tendens til at tilpasse sig kedsomhed og stress ved ensomheden ved at underholde sig selv med hunde aktiviteter – tygge, grave, gø – som hurtigt bliver et ejer- ikke -til -stede adfærds problem. Hvad er der ellers at lave? Alvorligt stressede hunde kan bruge dagen på at vandre frem og tilbage, gå i ring og hyperventilere.

Et specielt sted

Hunde er huledyr og de værdsætter at have deres eget sted – et sted, hvor de trækker sig tilbage i fred og ro, tage sig tid til at tygge i noget godt eller snuppe en lur og et sted hvor de ved at ingen (heller ikke børn) forstyrrer dem. Et hundehulested inde i hjemmet kan være et rum med børnegitter eller trådnetdør, men måske bedre en hvalpegård, fordi du kan flytte stedet med, som du har brug for om natten i jeres fælles soveværelse. Du har således brug for 2 steder, således at hvalpen er der, hvor I er og typisk vil det være stuen og soveværelset. Du kan ikke forlade en hvalp både om dagen og om natten. I hvalpegården placeres et sammenklappeligt og transportabelt hundebur, transportkasse eller hundeseng, gerne med tag, men uden låge. Udover dets indlysende brug til transport af hunden i bilen kan stedet forebygge spilopper og forebyggelse af urenlighed, destruktiv tygning og graven. Dog skal du så lige indlære at lågen lukkes, hvilket gøres ved at lægge en af favorit fodertyggetingene ind og lukke lågen. Når hvalpen ligesom tigger om at komme derind, åbner du. Når hvalpen er derinde lukker du samtidig med at du roser. Du må aldrig bare gøre det! Du indlærer det igen i bilen.  I tillæg hertil, kan hundehulestedet bruges specielt til at skabe gode vaner i hjemmet; til at træne din hund til at fungere på passende måde i hjemmet; for at etablere ”svære at bryde” vaner for, hvad der kan tygges i; for at reducere overdreven gøen: for at forebygge upassende graven; og for at opbygge selvsikkerhed og ro.

Lige fra første dag, når du er hjemme, hjælper du din hund regelmæssigt ind i dens hule til et ”lille stille øjeblik” for at lære hunden gode manerer i hjemmet og styrke dens selvsikkerhed og egenkontrol. Du tager altid hulen med i det rum du selv er – også om natten. Så kan din hund se frem til et fornøjeligt liv med fuld adgang til hele dit hjem, hvad enten du er hjemme eller ej.

Lære din hund at holde af sin hundehule

Et hundehulested er faktisk ikke anderledes end børns tremmeseng, kravlegård eller soveværelse. Det kan være et værelse eller hele huset. Det er underordnet, når blot det er sted, hvor du sammen med hunden tilbringer mest tid sammen. Det første punkt på dagsordenen er at lære hundehvalpen omhyggeligt at nyde at bruge tid i hulen.

Put din hvalps første måltider ind i et hult stykke tyggelegetøj (se vores destruktiv tyggen guide), bind tyggelegetøjet fast inde i hulen, således at hundehvalpen kan gå og komme som den lyster. Ros din hvalp, når den tygger i tyggelegetøjet. Hvalpen finder snart ro med lidt tyggetid og i eget selskab. Efter ca. 4-6 gange behøver du ikke binde fodertyggelegetøjet fast længere, da hunden nu søger til hulen. Dette betyder ikke at hunden ikke må tygge i sine ting omkring hulen.

Når du er hjemme, skal du altid sørge for at din hundehvalp, når hvalpen er i hulen, har flere forskellige stykker tyggelegetøj, som er fyldt med foder. At lukke en hvalp ind i en hule med attraktive stykker tyggelegetøj er det samme som at sætte et barn ind i et tomt værelse med et videospil. Dette kaldes autoshaping. Alt hvad du behøver at gøre, er at sætte situationen op og din hund vil automatisk træne sig selv. Ethvert stykke foder, som hvalpen får ud af tyggelegetøjet vil progressivt forstærke at den vælger at tygge i tyggelegetøj samtidig med at den falder til ro og er stille. Din hund vil snart blive særligt interesseret i sit tyggelegetøj og du har skabt en god vane, som kun efterlader meget lidt tid til upassende tyggen i andre ting, graven eller gøen. Og hvis din hundehvalp er fornøjet optaget af at tygge i sit tyggelegetøj, vil den bekymre sig mindre.

Renlighedstræning

Et hundehulested kan bruges til at forudsige, hvornår din hvalp har brug for at tømme sig, og det kan være med indbygget toilet. Dermed kan du både forebygge og skabe præference.  Du træner altså både det at gøre sig ren ude, når du er hjemme og at gøre sig ren på det specielle sted indenfor. Hvalpe er som menneskebørn. De kan ikke fysiologisk styre blæretømningen, idet nerverne til kontrollen heraf ikke er fuldt udviklede før omkring 5-7 måneders alderen (race-, køns- og situationsbestemt (må/må ikke i forhold til hundens verdensopfattelse)). Børn har ble på op til 1½-3 års alderen, men det har hundehvalpe ikke. Anatomisk er det dog nøjagtig den samme proces, der skal gennemleves.

Hunde alene hjemme har brug for beskæftigelse

At forberede hunde til uundgåelige perioder af at være alene – og specielt lære dem, hvordan de kan bruge tiden, når de efterlades alene hjemme – er de mest presserende menneskelige overvejelser for enhver ny hundehvalp i ethvert hjem. Enhver hund kræver en eller anden form for fornøjelig beskæftigelsesterapi. Foderfyldte tyggelegetøjs ting og rå kødben er det letteste og den sjoveste løsning.

Hunde er mest aktive ved daggry og skumring og derfor er det nemt at lære dem hvordan de kan slappe af gennem dagen. I løbet af din hvalps første få dage og uger i dit hjem, lukker du hvalpen regelmæssigt ind i sit eget sted med foderfyldt tyggelegetøj og/eller kødben. Forbered din hvalp på at du forlader den, når du er til stede. Når du er hjemme, er det muligt at observere din hvalps adfærd, når den er i sin hule for et antal kortere perioder hen over dagen. Din hvalps første indtryk af en etableret rutine skaber et acceptabelt og sjovt status quofor de efterfølgende år. Husk at så snart din hvalp er selvsikker, uafhængig og trænet, kan hunden have adgang til hele hjemmet og haven i resten af dens liv.

Derudover skal du naturligvis gå ture i forskelligt miljø hver dag, således at hunden får nye indtryk og informationer, sørge for at vovse får brugt næsen, fx ved det vi kalder for et havespor, hvor du måske har puttet en håndfuld foder i 1½ l vand. Det opblødte foder tager du fra og stopper det ind i et marvben og i fryseren til lidt beskæftigelse på et andet tidspunkt. Så tager du en håndfuld frisk tørt foder med ud i haven. Vandet spreder du over et stort areal og foderstykkerne spreder du ligeså. Så muntrer hunden sig med det og bliver dejlig træt.

Og endelig skal hunden bruge hjernen, når I laver ting sammen, hvilket betyder at du ikke gør alt for hunden. Du kan fx gemme foderstykker og så skal vovse finde dem.

Du har brug for en hundehule, evt. hvalpegård, 4-6 stykker hule tyggelegetøj, et kvalitetsfoder og ekstra lækre guffer.

Udgivet i

Frygt for mennesker

Det letteste og sjoveste i verden er at socialisere en hvalp til at kunne have tillid til mennesker. På regelmæssig og livslang basis, har din hvalp brug for at møde, lege roligt, kæle, træne og blive håndteret af et stort antal forskellige mennesker og især fremmede, mænd og børn. Det samme gælder for artsfæller og ting.

Mulighedernes smalle vindue

Selvom ældre og gamle hunde sagtens både kan lære nye tricks og gode manerer, som fx hvor vi gør os rene, hvad vi tygger i og hvordan vi gør, på et hvilket som helst tidspunkt i livet, er der dog en periode hvor socialisering skal ske – nemlig i den kritiske periode for socialisering, som er fra hvalpen er 3 uger – 12 uger. Sky og frygtsomme hunde kan i alt væsentligt rehabiliteres, men de vil aldrig udvikle den tillid og sociale kunnen, som en velsocialiseret hvalp kan opnå. De vil aldrig blive, hvad de kunne være blevet til. Der påhviler opdrætteren et kæmpe ansvar, da denne jo har hvalpen mere end halvdelen af tiden i denne korte periode.

Hvalpesocialisering er kritisk for at din hvalp kan udvikle tillid og kunnen til fortsat socialisering med mennesker som voksen hund. Medmindre din hvalp møder fremmede mennesker hver dag, vil den blive frygtsom.

Når hvalpen er 8 uger gammel, begynder den at blive mere forsigtig og på vagt overfor fremmede mennesker og når hvalpen er mellem 4-5 måneder gammel, vil den blive frygtsom overfor fremmede og især mænd og børn.

Frygtsomhed og aggression bliver meget hurtigt værre, fordi når først en hund er blevet frygtsom eller aggressiv, stopper socialiseringen. Hvis din hvalp bliver frygtsom, vil dens liv som selskabshund blive gennemsyret med angst og stress. Hvis du hos din hvalp eller voksne hund observerer nogen tegn på skyhed, reservation eller frygtsomhed, bør du søger professionel hjælp med det samme. Alle hvalpe skal hoppe i favnen på alle mennesker. Det er ikke normalt at en hvalp ikke kommer løbende, når man sætter sig ned og siger lidt lyde. Det er ikke normalt at en hvalp ikke straks tager en guf fra en fremmedes hænder!

Neonatal håndtering

Der er ikke noget bedre tidspunkt at vænne en hvalp til at kunne lide at blive håndteret end når hvalpen stadig er nyfødt. Hvalpen kan hverken se eller høre, men den kan lugte, smage og føle. Hvalpen genkender og accepterer at blive kælet for af fremmede. Hvad ville være nemmere end at invitere venner og familie til nænsomt at holde, kæle og nusse med nyfødte hvalpe? Husk blot ikke at løfte en hvalp pludseligt op. Det kan være angstprovokerende. Gør det stille og roligt eller lad hvalpen blive hvor den er, mens dine hænder glider roligt ovenpå, ind under osv.. I tillæg hertil er det ideelle tidspunkt for at vænne hvalpen til pludselige bevægelser og lyde, underlige og pludselige lyde, når dens øjne og ører begynder at åbne sig (mellem 2-3 uger gammel).

Socialisering i hvalpens oprindelige hjem

For at en hund fuldt ud kan have fornøjelse som kælehund, er det nødvendigt at hvalpen lærer at kunne lide at være i selskab med alle mennesker og især med fremmede mænd og børn. Det er ikke tilstrækkeligt for hvalpe at møde den samme lille kreds af kendte venner hver dag. Hvalpe har brug for at møde fremmede mennesker hver dag – specielt mænd og børn. Før hvalpen er 8 uger gammel – og den kritiske periode for socialisering er næsten 2/3 overstået – har hvalpen brug for at have været håndteret og trænet af mindst 100 forskellige mennesker!

Hvalpesocialisering og håndteringsøvelser er så nemme, så vigtige og indeholder så meget sjov. Hver person skal bruge guffer til at få hvalpen til at komme, sætte sig, putte sig, rulle rundt. Herefter kan den fremmede forsigtigt tage hvalpen op i skødet og kæle, nusse, røre tænder, røre ører, røre hale, nulre poter, nusse kinder og pande, nusse mave og de mere private dele.

Socialisering i hvalpens nye hjem

??????????

Når hvalpen er 8 uger gammel, vil den begynde at blive lidt mere forsigtige overfor fremmede mennesker. Konsekvensen heraf er at det er nødvendigt at accelerere hvalpens socialisering. I den første måned i hvalpens nye hjem, har hvalpen brug for at blive håndteret og trænet af endnu 100 forskellige fremmede mennesker – mindst 3 forskellige fremmede hver dag. Håndtering er stadig så sjovt og nemt. De samme øvelser fungerer også for voksne hunde, det tager bare meget, meget længere tid!!

Hver dag afvejer du den mængde foder, som din hvalp har brug for og lægger det i små poser til at give hver fremmed, så de kan håndfodre din hvalp. I poser til mænd lægger du et par ekstra lækre og til børn mange ekstra lækre, lækre. Hver gæst træner din hvalp for dig ved at bruge foderstykkerne til at få hvalpen til frivilligt at komme, sætte sig, lægge sig og rulle rundt. Hver person vil også løfte hvalpen forsigtigt op i skødet og håndfodre hvalpen, mens de undersøger de ovenfor nævnte kropsdele. Herefter går hvalpen på omgang ved at gæsten måske siger ”find Anna” (som sidder lige ved siden af) og peger i retning. Anna siger ”kom bette hvalp” og lokker med guffen. Alt dette forbereder også din hvalp til at synes det er sjovt at komme til dyrlæge og/eller trimmer. Din hvalp vil komme til at holde meget af gæster og især nyde at være i selskab med mænd og børn.

Hvalpeklasser, gåture og hvalpeparty

Vær kritisk, når du vælger hundetræning – alle kan kalde sig for hundetræner! Kig efter et sted, der sætter kælehunden i hverdagen i fokus i form af socialisering, opfyldelse af basale behov for hunde, herunder samvær med masser af mennesker og specielt andre hunde i alle aldersgrupper til bl.a. finjustering af bidehæmning. Der er ingen tvivl, den bedste måde at socialisere og opbygge tillid til vores verden er at besøge den. Derfor har din hvalp brug for at komme ud og gå hver dag livet igennem. Hver gang du har gået 25 meter kan du med fordel stoppe op og lave en lille øvelse, fx nu sidder/står vi bare her og ser verden suse forbi. Du kan her bruge et foderfyldt stykke tyggelegetøj, så hvalpen blot slapper af. Hver gang i møder et fremmed menneske, kan du håndfodre hvalpen. Er det en kvinde, giver du en guf, er det en mand, giver du 3 stykker, er det et barn, giver de 3 stykker tørret lever og kommer der et barn på skateboard, giver du 5 stykker tørret lever. Du kan lade fremmede give din hvalp foder fra deres hænder, når du først lige viser dem hvordan de ved hjælp af foderet kan friste hvalpen til fx at sætte sig. Uanset hvad: Isoler ikke din hvalp fra offentligheden!

Fortsæt regelmæssigt med hvalpefester derhjemme og inviter venner, familie samt specielt naboerne og deres børn (børn driller sjældent en hund over hegnet, når de kender den, og din hvalp kender naboen og gør ikke så meget gennem hækken). Bed hver person om at tage en fremmed med. Når du socialiserer din hvalp som nødvendigheden byder, vil du også finde ud af at dit eget sociale liv løftes dramatisk.

De samme ting som er gældende for mennesker, gælder også for artsfællerne, nemlig andre hunde som er lige så vigtige hele livet igennem. Vi kan gøre meget som mennesker, men vi bliver aldrig hunde. Din hvalp og voksne hund har brug for artsfællerne. Så igen søg et træningssted, hvor dette sættes i højsædet. Det er ikke kun hvalpe, der skal være løse sammen! Hvalpe kan ikke lære hinanden voksen regler og unghunde kan ikke lære hinanden voksen regler. Vi har brug for fornuftige voksne. Har du en voksen derhjemme, vil den sjældent løfte denne opgave! Den vil højst sandsynligt være alt for tilgivende!

Det samme som for mennesker og artsfæller, gælder også for alle mulige ting som fx bus, rollator, paraply, barnevogn, cykel, knallert, traktor, tog, strand, Zoo, by, mark, landbrug, skov…

Og vigtigst af alt: Socialisering ER IKKE et stadie, der overstås; det varer hele livet! Vedligeholdes det ikke hver dag livet igennem, går der bare 2-3 måneder, så er din hund mere end ¾ de-socialiseret igen!!