Udgivet i

6 – Berta lærer at køre bil

Da jeg hentede Berta, var hun en smule utryg i bilen – og det er selvfølgelig også en enorm omvæltning pludselig at skulle forlade alle sine trygge omgivelser. Eftersom Berta altså var en smule utryg ved bilen, var det den første ting, jeg begyndte at træne med hende. Jeg startede ikke bilen, men satte mig blot ind i bilen sammen med Berta en 4-5 gange om dagen. Jeg lod Aslan komme med, idet han er rigtig glad for bilen.

Med mig i bilen havde jeg noget af deres mad, som jeg delte rundhåndet ud af i bilen. Berta fik lov at gå rundt og snuse og vænne sig til bilen. Da hun havde vænnet til bare at være i bilen – hvilket gik stærkt, da hvalpe og måske Berta specielt ? er meget nysgerrige – startede jeg bilen uden at køre. Samtidig fortsatte jeg med at dele ud af foder.

Da Berta havde vænnet sig til, at motoren er i gang, kørte jeg lige så stille et lille stykke. I løbet af få dage havde jeg trappet det op, så vi kunne køre en lille tur. Jeg passede meget på ikke at gå for hurtig frem, men tog det stille og roligt. Jeg pressede ikke Berta til at sidde et bestemt sted i bilen, for målet med denne træning er udelukkende at lære hende at være tryg i bilen.

I dag elsker Berta bilen – hun sætter selv forpoterne op på kofangeren, når jeg åbner bagsmækken, hvorefter jeg lempeligt hjælper hende det sidste stykke op. Inden jeg løfter hendes bagben, tæller jeg til 3. 1-2-3 løft siger jeg – så ved hun ,hvornår jorden forsvinder under hende

Udgivet i

5 – Berta og hvalpebidning

En meget væsentlig ting, som Berta er ved at lære, er bidehæmning. Berta har lært dette af hendes kuldsøskende, mens de voksede op sammen. Og helt frem til hendes kønsmodning vil andre hunde lære hende om bidehæmning. Da jeg jo hentede Berta, da hun var otte uger, og hun dermed mistede kontakten til sine kuldsøskende, er jeg derfor nødt til være medvirkende til at lære Berta bidehæmninger – dette ved at lade hende møde andre hunde hver dag.

Hvad er bidehæmning?

Bidehæmning betyder helt simpelt ”så hårdt/ blidt kan jeg bide for IKKE at skade”. Hunde er fra naturens side udstyret med et sprog, og de vil gøre alt, de kan, for ikke at skade andre. Måden Berta og alle andre hvalpe lærer dette på er simpel: To hvalpe leger – den ene tager fat i den anden, som piber, når den kan mærke det – hvilket får den første hvalp til at slippe øjeblikkeligt. Desto ældre hvalpene bliver, desto mindre kan de tage fat, før end den anden piber. Jeg gør det samme. Når Berta tager fat (i vores finger, øre, næse, fod etc.) siger jeg (og mine drenge og gæster i hjemmet) ”av” eller laver et lille stille hyl som en hvalp ville gøre. Så snart Berta slipper, roser vi og kæler videre uden at hænderne flagrer rundt. Her handler det om, at Berta lærer, at vores hud er som det fineste porcelæn – den mindste berøring kan få det til at gå i stykker. Dette gøres trinvist, så vi trin for trin reagerer tidligere og tidligere, når Berta tager fat.

Udgivet i

4 – Berta’s socialisering

Efter at Berta er kommet hjem fra opdrætteren, har vi fortsat det socialiserings-arbejde, som begyndte ved Kennel Ask og Eg. Berta får klippet en negl 1 mm hver dag og får godbid for det – på denne måde har vi startet træning/prægning omkring håndtering (klippe negle, pels-pleje..).
Berta kaldes i daglig tale “Tykke Berta”, og det er ikke fordi hun er tyk, men fordi man ikke kan sige “Tykke Berta” uden at lyde glad. Og så er der jo også den historiske betydning – “Tykke Berta” er kanon. Jeg mener ikke, at man skal bruge hundens navn til andet end at få dens opmærksomhed. Navnet betyder ikke ”kom” eller ”nej” eller nogen anden form for kommando – det er blot hendes navn, og hun skal opfatte det som noget positivt, når man siger hendes navn.

Socialiseringsskema

Selv om jeg til daglig rådgiver om hundeadfærd, har jeg også behov for at skemalægge Bertas dag, så jeg sikrer mig, at jeg også får socialiseret min egen hund på alle de ting, som jeg gerne vil have, hun skal være tryg ved.
Jeg deler det op i grupper, og så sikrer jeg mig, at Berta møder noget nyt, og med nyt mener jeg helt nye ting/individer hver dag. Bertas socialiseringskema kan se se på billedet nederst.
Vi har ikke været i Zoologisk have endnu, men det er højt på ønskelisten, og det gælder jeg mig meget til at fortælle om. Til gengæld har vi en af Danmarks bedste hundeskove – Den Jyske Skovhave få minutter herfra. Så det er ikke fremmede hunde, der mangler.

Udgivet i

3 – Da Berta kom hjem

– og mødte husets øvrige beboere

Min berner sennen-han, Aslan, på snart 2 år var den første, som mødtes med Berta, da hun kom hjem fra Kennel Ask og Eg. Aslan møder hunde hver dag, og ofte mange fremmede hunde, så jeg kender ham rigtig godt i forhold til møde med fremmede hvalpe – så her forventede jeg ikke de store udfordringer – og fik det heller ikke. Generelt vil jeg altid anbefale, at man lader den nye hvalp mødes med den hjemmeboende hund på ”neutral” grund, inden de sammen følges hjem i haven, hvor den hjemmeboende hund måske vil have territorielt forsvar. Freddy Worm Christensen har skrevet en bog som hedder ” Hundes og ulves adfærd”. Denne beskriver på glimrende vis hundes forsvarszoner.

Da Berta og Aslan mødes i min have udviklede dette sig hurtig til leg. De fandt en af mine drenges bolde og hurtigt var en mundbolds-kamp i gang. Jeg leger ikke selv ”kaste med bold” sammen med mine hunde, men hvis de gerne vil dette sammen, ser jeg ikke noget forkert heri.

Hej katte!

Efter at have leget i haven en times tid, var de begge trætte, og vi gik nd i huset, hvor begge mine katte var. Berta var i snor, så at jeg kunne forhindre hende i at ”jage” kattene. Det var ligeledes med overlæg, at jeg havde sikret Berta var godt og grundigt træt og stimuleret af Aslan inden dette første møde med kattene. Det er vigtigt her også at nævne, at begge mine katte er vant til hunde og omgang med disse, og de har det generelt godt med hunde, som ikke gør eller jager dem. Dette er selvfølgelig ikke tilfældet med alle katte, så har man en kat, der ikke er socialiseret på hunde, skal det første møde forgå på lang afstand, hvor både kat og hvalp belønnes for et være rolig ved synet af hinanden, hvorefter afstanden meget langsomt formindskes – og først når kat og hvalp er fortrolig sammen, laves et møde i samme rum. Indtil da bør kattene have et ”helleområde” i huset.

Normalt, når en hvalp møder en kat første gang, vil dens naturlige nysgerrighed få den til at søge hen til katten og så snuse til denne. Hvis katten så beslutter sig til at vende om for at gå, følger hvalpen oftest med bagefter for at lege. Dette får måske katten til at føle sig forfulgt, hvilket skal undgås, således at alle de første møder mellem kat og hund er positive for begge.

Da vi kom ind i huset, satte jeg mig ned på hug sammen med Berta og talte beroligende til hende, samtidig med at jeg belønnede hende med nogle ekstra gode godbidder for at være rolig, imens hun kikkede på kattene, som vandrede rundt i huset. Samtidig så Berta på Aslan, som hilste roligt og forsigtigt på kattene – dette lærer Berta også rigtig meget af – så har man i forvejen en hund, som er god sammen med katte, bliver det meget lettere. Allerede efter kort tid søgte Speedy tættere til Berta og kom hen for at snuse til hende. Igen belønnede jeg Berta for at være rolig, og da Speedy gik væk, uden at Berta fulgte efter, gav jeg hende ”jackpotten” – den lækreste og største belønning.

Berta har nu boet hos mig i to uger, og hende og Speedy er blevet meget gode venner og sover ofte sammen lige ved siden af hinanden. Mr. Ubee Ubee er lidt mere reserveret overfor Berta, men jeg er sikker på, at med de fremskridt, vi allerede har opnået, vil det ikke vare længe, før Berta også ligesom Aslan – er ok at bo sammen med i Mr. Ubee Ubee’s øjne.

Udgivet i

2 – Den første tid

Hundens hjerne er ca. 10 % af voksen størrelse, når hunden fødes, men er allerede ca. 80 % udviklet i 12-ugers alderen. Berta og jeg har meget travlt med at møde verden i denne første tid, da den prægning, der sker i de første 12 uger af Bertas liv, er den absolut vigtigste for Bertas udvikling.

Berta laver, hvad man kalder koblinger. Når hun har mødt 100 forskellige hunde på en god måde i denne første periode af sit liv, danner hun et billede af, at hunde er gode. Det samme gælder biler, mennesker, børn, elevatorer osv., osv.

Typisk forlader en hvalp en kennel ved 8-10-ugers alderen. Derfor er det meget vigtigt, at man vælger en hvalp fra en kennel, hvor de tager denne store socialiseringsopgave seriøst og starter socialiseringen af hvalpen, allerede fra den er ca. tre uger gammel.

Køkkenmaskiner og negleklipning

Berta og hendes søskende er blevet trænet og socialiseret til at komme ud i de nye hjem. For at socialisere hvalpene har kennelen åbnet sit hjem for mange fremmede mennesker. Det er vigtigt for hvalpene at komme i så mange hænder som muligt. Derved forebygger man, at de ikke senere bliver ”mistænksomme” over for fremmede mennesker. Derfor har Kennel Ask og Eg spurgt alle hvalpekøberne, der kom på besøg, om de ikke også ville lege lidt med alle husets andre hvalpe.

Berta er blevet vænnet til mange forskellige lyde, så som støvsuger, vaskemaskine, larm fra køkkenmaskiner osv. Alle de lyde som for en hvalp kan være skræmmende, hvis den ikke er vant til dem. Berta har været på små gåture, ude at køre i bil, i skoven, på stranden osv. Og tilvænningen til pelspleje, negleklipning mm. er startet op. Berta har været på legeplads med børn, handicappede, fastelavnsudklædte monstre og ude at møde andre hunde inkl. voksne hunde af anden race. Samtidigt med denne socialisering har Berta boet på et landsted med både geder og heste, så hun er også blevet vænnet til andre dyrearter gennem sine otte uger hos Kennel Ask og Eg.

Det er næsten 100 % sikkert, at det første, en hvalp udsættes for, når den nye ejer kommer og henter den, er, at den får halsbånd på og sættes ind i en bil. Derfor sikrer Kennel Ask og Eg, at hvalpen, allerede inden den hentes, synes, at dette er super fedt.

Den eneste ”store ting”, som Berta ikke har oplevet hos Kennel Ask og Eg, er katte. Derfor er det et område, jeg vil fokusere på sammen med Berta ved hjemkomst, idet hun skal bo sammen med to katte.

Berta’s Blog

I Berta’s Blog kan Du følge den herlige Appenzeller hvalp; Berta, fra hun blev hentet som 8 uger gammel og indtil hun blev 6 mdr. gammel. Hun går nu den vigtige tid i møde – fra hvalp til unghund. I bloggen kan Du følge med i træningen og Berta’s udvikling fra hvalp til unghund. Du kan ligeledes stille spørgsmål til emnerne samt søge gode råd omkring træning og uddannelse af hunde.

Berta blev født den 17. januar 2011 hos Kennel Ask og Eg. I daglig tale “Tykke Berta” – er en af 3 tævehvalpe i et kuld på 6 hvalpe. Hun har boet sammen med både mor og far i de første 8 uger, og Kennel Ask og Eg har fokuseret meget på socialisering af hvalpene.

Jan Bo har selv mentaltestet hvalpene, og denne test beskriver hele kullet som “Alt i alt et meget harmonisk og homogent kuld, med kun få nuanceforskelle, som man kun kan glædes over”. Berta beskrives således: Fin samarbejdslyst, men kan sagtens selv. Moderat byttedrift og dejlig naturlig flokorientering. Kontaktsøgende, men viser stor grad af selvsikkerhed og selvstændighed. Hun er stille, rolig og i fin balance. En selvsikker, men samarbejdsvillig hund.”

Berta bor sammen med Aslan – En Berner Sennenhan på 2 år – Kattene Mr. Ubee Ubee og Speedy, samt drengene Niklas på 10 år og Lasse på 7 år.

Udgivet i

1 – Mit møde med Berta

Berta er endt hos mig, både fordi, jeg føler, at hun kommer fra en kennel, hvor opdrætteren har været sin opgave voksen – men ligeså meget, fordi hun sagde mig noget helt specielt, da jeg hvalpetestede kuldet, hvor hun kommer fra.

Berta er en hvalp, som kommer fra en kennel, hvor man tænker på etik og moral – og ikke mindst på sin rolle som socialiseringsvejleder for hvalpene. Dermed får hvalpekøberne en hvalp, som er meget lettere at integrere i det samfund og miljø, som vi hvalpekøbere placerer dem i

Ejede hele verden

Jeg mødte Berta første gang, da hun var seks uger gammel, og igen da hun var syv uger gammel, og jeg lavede hvalpetesten. I hvalpetesten tester jeg bl.a. for hvalpens lyst til at samarbejde og hvalpens selvsikkerhed.

Berta kom ind i rummet, hvor jeg testede, som om hun ejede hele verden, til trods for at hun aldrig havde været der før – og som den eneste hvalp logrede hun såmænd med halen under selvsikkerhedstesten. Jeg er meget forsigtig med ikke at overskride hvalpenes tryghedsgrænser under testen og gennemfører aldrig en test bare for testens skyld. Er hvalpen utryg, så gennemfører jeg ikke testen. Jeg kan dog ikke forestille mig nogen tests, som ville have kunnet rykke ved Bertas lyst til samarbejde og selvsikkerhed. Så jeg var bare solgt!