Tag aldrig god adfærd for givet! Gode vaner er ligeså svære at bryde som dårlige vaner!
Langt de fleste hvalpe tilvænnes hurtigt til at køre i bil uden de store problemer, fordi de hurtigt forbinder det med noget positivt som fx en tur i hundeskoven, Zoo, stranden, leg med andre hunde. De kan godt blive lidt urolige, men taler du stille og roligt med dem eller endnu bedre, sørger for at de er optaget af noget godt, som fx et marvben eller en kong med mad i, forsvinder det som oftest.
En faldgrube kan være at hunden gerne vil ind i bilen derhjemme, men ikke når I skal hjem igen. Her er der oftest sket det at hunden forbinder bilen med at det sjove holder op. Så er der dem, der er helt kørt op, fordi de forbinder bilen med at det sjove er på vej.
Endelig er der de hunde, der forbinder bilen med ubehag, fordi det var det der skete, da de mistede alt et kendte, da du hentede hvalpen eller den voksne hund, efter et pensionsophold eller dyrlægebesøg.
Enkelte hunde har decideret “køresyge”. Hunde behøver ikke kaste op, for at være køresyge. Nogle hunde savler lidt, andre meget og en del slet ikke. Dette kan ofte afhjælpes med Bach blomsterremedier eller vat i det ene øre og så desensibilisering samt betingning af bilen på noget sjovt for hunden.
Derfor tag aldrig god adfærd for givet; træn det, vedligehold træningen livet igennem samt tag også vovse med i bilen uden at den skal ud og have det sjovt eller træls, fx en tur med til Super Brugsen og tilbage igen. Det handler om uforudsigelighed og tryghed.
Udsigterne for at kunne hjælpe en hund, er som oftest rigtig gode; men det kræver at der ydes en betydelig indsats og der “bil-trænes” dagligt i en periode (ca. 2-4 uger). Men det er jo ingen tid, hvis man tænker på at I måske skal leve sammen med hunden i 11-13 år – og det er længe ikke at kunne komme omkring med hunden i bil. Så husk det og yd en indsats nu!
Hvorfor netop din hund er blevet bange for at køre i bil, er svært at svare på. Generelt kan man sige, at bilens bevægelse, herunder hundens placering i bilen (mere urolig bevægelse bagerst i bilen), motorens lyd, manglende udluftning og køresyge alene eller tilsammen, kan få hunden til at føle ubehag og angst. Hvis hunden føler tilbageværende ubehag efter køreturen, vil dette forstærke angsten ved næste køretur.
Herunder er en måde til at indlære at forbinde bilen med noget godt, men det kræver at du kan læse din hund og er opmærksom på hundens adfærd – hele livet
Spring ikke punkter over og gå ikke til næste punkt før hunden er rolig og ikke viser tegn på ubehag eller angst – gå hellere et skridt tilbage.
Gentag gerne øvelsen 2-3 gange dagligt, men træn ikke mere end 5-10 min. ad gangen.
Ros for selv det mindste fremskridt, skæld aldrig hunden ud og slet ikke ”tving”.
Slut altid med en god oplevelse.
- Guid hunden, med glad stemme og brug af godbidder eller favorit legetøj, over til bilen. Lad dørene i den parkerede bil stå åben (hunden kan se en udvej og bilen virker mindre indelukket). Guid hunden op i bilen. Ros hunden! Tag hunden ud igen efter 30 sek. Gentag 2-3 gange. Gentag indtil hunden af egen fri vilje hopper ind i bilen.
- Placer hunden et sikkert sted i bilen (husk på at der er færrest svingninger og mindst uro foran i køretøjet). Sid sammen med hunden i bilen i et par minutter. Ros og beløn. Luk dørene (åbne vinduer lidt) og gentag indtil hunden upåvirket kan sidde i bilen.
- Sæt dig gerne sammen med hunden i bilen og læs avisen. Start motoren kortvarigt, men kør ingen steder. Gentag indtil motoren kan køre i tomgang og hunden ikke viser tegn på uro. Ros hunden for at være rolig.
- Kør nu en kort tur på 20 – 40 meter. Stop bilen, tag hunden ud og lav noget hunden synes er sjovt, som eksempelvis søgning af godbidder eller leg med anden hund.
- Forøg gradvis afstanden og sørg for at noget positivt venter hunden forude (husk også at sørge for god udluftning).
Vær især opmærksom på:
At du ikke fodrer hunden før køre-træningen.
At du ikke ynker hunden hvis den viser tegn på uro, prøv i stedet at aflede dens opmærksomhed.
At du ikke går videre i programmet, før hunden er tryg ved det igangværende.
At du ikke bremser for hurtigt, slingrer samt at du undlader at køre på meget varme dage.
Hver eneste gang – resten af livet – læs hunden på vej til bilen. Er der det mindste tegn på vægring; træn igen