Udgivet i 1 kommentar

Aggression eller misforståelse

Af: Trine Brix – UTIKA Hunde Adfærdsspecialist

Min hund er pludselig blevet aggressiv! Min hund knurrede ad mig, og bed ud efter mig! Min hund gik til angreb på et barn!

Dette er bare noget af det jeg syntes at kunne høre folk sige, eller man kan læse om rundt omkring.

Men hvorfor? Hvorfor sker disse episoder? Er det fordi hunden lige pludselig for en hjerneblødning og bestemmer sig for at alt skal dø eller ligger der noget bag det hele?

  • Hvad får hunden til at bide?
  • Er det hunden det er galt med eller har vi del i skylden?
  • Hvordan kommunikerer vi med hinanden?
  • Hvordan er vores forhold til hunden?
  • Er vi klar over at det er et rovdyr, vi har taget ind i vores stuer?
  • Er det aggression eller i virkeligheden bare misforståelser mellem menneske og hund?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der får folk til at købe hund uden at sætte sig ind i hvad det er, de i virkeligheden køber.

Om vi mennesker vil indse det eller ej kan vi nu engang ikke lave om på at en hund er et rovdyr, og at vi har taget det ind i vores stuer/hjem og gjort det til vores ansvar.

Udover at det er et rovdyr, er det altså også et individ. Det vil sige vi mennesker har købt os selv et andet individ, et levende væsen som kan mærke smerte, angst, aggression og glæde ligesom os selv, og dette individ har vi nu købt for penge og ejer det altså. Det er meningen for de fleste at dette individ skal gøre os glade, være der for os når vi er nede, hjælpe os, hygge med os, arbejde sammen med os og for nogen sågar redde en. Hvad gør vi så for dem når vi forventer så meget?

Kunne det tænkes at sådan et rovdyr havde nogle behov og kunne det tænkes at eftersom det er et rovdyr og ikke et menneske at det så heller ikke kommunikerer på sammen måde?

Kunne det tænkes at når vi siger min hund har bidt, overfaldes osv. at det i virkeligheden er frustration og opbrugt tålmodighed, over at vi bare ikke forstår hvad de siger og ikke har lært deres sprog?

Jeg vil gerne snakke lidt om hundenes måde at kommunikere indbyrdes på, og så kan vi jo se lidt på, om de virkelig er aggressive eller om det hele bare er en stor misforståelse hund/menneske imellem.

Hundens kommunikations system:

Jeg vil våge mig så langt at sige at hundenes måde at kommunikere på ikke ligger langt fra vores, de har bare et andet sprog, ligesom vi snakker dansk og i Kina snakker de kinesisk og hvor mange af os forstår hvad de siger? Heller ikke mig, men det betyder jo ikke at jeg ikke ville kunne lære det og det betyder heller ikke at jeg aldrig ville lære det. Hvis jeg var nødt til at flytte til Kina, jamen så ville jeg jo lære deres sprog, så jeg havde en mulighed for at kommunikere, så der ikke blev konflikter. Vi bliver lært engelsk og tysk i vores skole og hvorfor? Er det muligt det er fordi vi kan forstå og gøres os forståelig i andre lande, svaret her er vi vist enige om. Men hvad så med vores hunde, de gør sig evige forsøg om at finde ud af og lære hvad det er vi gerne vil have dem til og forstå hvad vi siger, når vi siger dæk og alle disse sjove ord. De prøver år efter år at vise os hvor tålmodige og forstående de er over for os mennesker, men hvad med os? Hvorfor lære vi ikke deres sprog til gengæld for at vi kan kommunikere bedre og er det ikke fair at vi også lærer for deres skyld?

Hvis vi starter med at kigge lidt på, hvordan en hund kommunikerer indbyrdes, så ligger deres sprog faktisk ikke langt fra vores. Som sagt tidligere, er der virkelig ikke den helt store forskel, udover at de selvfølgelig snakker hundsk og vi snakker dansk.

Hvis vi tager ulve, som ligger tættes på vores kære rovdyrs venner, som vi har hjemme i stuerne, så består de af en mor, far, onkler og tanter og så selvfølgelig børn ligesom os selv. Nu snakker vi selvfølgelig ikke ulve i fangenskab, da det blot kan være valgte ulve, som vi fra menneskers side har taget og tvunget sammen på et indhegnet areal, til fordel for offentlig underholdnings skyld.

Men ulve i den frie natur har selv valgt hinanden, fordi de havde lyst og kan fungere, ligesom vi vælger ham eller hende vi nu bliver gift med.

Denne ulve familie kommunikerer ikke ved at råbe og skrige og hive i hinanden, som vi måske tror eller har set på tv, desuden skal man heller ikke altid tro på det er sådan, bare fordi det er det eneste de har filmet. Det er en mindre diskussion, der er blevet filmet eller måske en hel fremmed ulv, der er kommet ind, hvor den ikke skulle, og så er der en mand der siger at han har studeret ulve og sådan er det. De glemmer bare lige at vise, hvordan de kommunikerer i virkeligheden og resten af tiden.

Hvad ville vi sige om disse to hvalpe? De leger ikke? Så er der mange der nu ville sige jo, men det er også hvalpe og de skal jo, og ja de skal lære og derfor leger de ikke som vi leger, men de kommunikerer faktisk, de øver sig i deres sprog og øver at lære at forstå hinandens grænser samt hvordan man skal gøre i forskellige situationer, når de bliver større og når jeg siger situationer mener jeg ikke, hvordan de skal slå hinanden ihjel, men hvordan de skal undgå diskussioner eller hvordan de skal forholde sig og gøre hvis de kommer op at diskutere. Lidt ligesom vi alle sammen har skændtes med vores mor, far, søskende eller venner, vi finder jo altid ud af det – i hvert fald i største delen af tilfældene og det gør vores hunde også, hvis vi gav dem lov.

I vor menneskeverden diskuterer vi, vi skændes og en sjælden gang lemlæster og/eller slår vi hinanden ihjel. Alle tre handlinger er aggression, men de første to er ritualiserede med henblik på at forebygge den tredje. Sådan er det også med hunde. Disse to dejlige hvalpe er i gang med deres læring af sprog og kommunikation, den hvalp der ligger nederst viste først at okay nu er jeg lillemen nu kommer jeg med en lille tand, kan du se den brormand, du træder på mig, det er ikke okay.

Det skal forstås at der også kan være knurren og andre lyde på, fordi det er det hele der bliver trænet til når de bliver større og skal kommunikere på voksen vis. Det er ligesom vores børn, som lærer flere og flere ord jo ældre de bliver og flere og flere ansigtsudtryk og kropsholdninger, for tro det eller ej, vi har også et kropssprog, men vi ligger bare ikke mærke til vi gør det, eller tænker over når vi læser det, men vi ved udmærket godt at vis mor står med armene over kors og kigger lidt ned på os, med et lidt bestemt blik i øjnene, så er den gal og så gider vi ikke rigtig komme super glade hen til mor vel? Så er det på en lidt mere stille og snigende måde.

Det samme gør vores hunde faktisk, selvfølgelig ikke lige med benene over kors, men de viser måske lige lidt tænder til den anden eller kigger på den, og så kommer de også lidt listende/snigende hen.

Sådan er det dog ikke for hvalpe og vores små børn, hvor vores lunte er længere; altså de har en form for immunitet, som kaldes hvalpe immunitet; de må lidt mere før man bliver sur som hundemor eller bare voksen hund. Men nu kan vi tage det næste billede her og snakke lidt om det.

Nu har jeg fundet den værste diskussion jeg kunne mellem to ulve og læg nu mærke til den, der bare ligger stille og blander sig helt udenom – for det må de sku klare selv. Tja gid vi mennesker ville gøre sådan, når det var vores hunde der lige diskuterede i stedet for at blandes os, råbe og skrige og trække dem væk og egentlig gøre det meget meget værre end det skulle have været. Ikke mindst fordi vi ødelægger en del af deres sprog og kommunikation for hver gang, men vi skader dem også ved at ødelægge en del af dem, en del af det der gør de er hunde og rovdyr.

Disse to tossede ulve vi ser på, er sikkert oppe at skændes om en liggeplads, hvor den ene lå først og så har den anden nok været så næsvis at ville have den væk og der er man altså i sin fulde ret uanset om man er menneske, hund eller ulv at sige noget, for helt ærligt, hvem har lyst til at finde sig i at blive smidt væk fra det sted, hvor man nu havde lagt sig? Heller ikke jeg og jeg ville også blive sur ved at blive flyttet eller skubbet væk. Så hvorfor skulle vores hunde så ikke også have ret til at blive sure over at vi smider dem ned ad sofaen, sengen eller hvor det nu er, bare fordi vi har en forestilling om at vi kan. Det kan godt være vi ikke vil have dem i sofaen eller sengen, fordi det er uhensigtsmæssigt, men hvorfor så ikke bede dem om at flytte sig på en pæn måde i stedet for at hundene er nødt til at knurre, hvorefter vi så først bliver sure og flår i dem, fordi det skal de i hvert fald ikke og nu er hunden aggressiv og vil tage magten fra mig. Var det hele ikke bare en misforståelse, fordi vi ikke kommunikerer med dem, men henover hovedet på dem i stedet? Havde de ikke retten på deres side til at knurre, når vi bare flyttede på dem, ligesom vi ville have retten til at blive sure, hvis nogle flyttede på os uden noget?

Deres sprog består bl.a. af nogle forskellige signaler også kaldet dæmpende signaler eller med andre ord: venlighedssignaler eller høflighedssignaler. Og nu vil jeg fortæller jer lidt om de forskellige signaler. Og så kan vi jo tænker over, om hundene virkelig er aggressive eller om det er misforståelser.

De er mange forskellige signaler, som de bruger til at kommunikere indbyrdes med, de kan eksempelvis afgøre på lang afstand om de har lyst til at mødes eller ej. Det vi tit ser, når voksne hunde ”leger” og der kommer knurren på, og så ligger den ene ned og så ligger den anden ned, er igen i virkeligheden, deres måde at vedligeholde deres sprog og signaler på, så de kan kommunikere indbyrdes, hvis der skulle komme en virkelig diskussion. De prøver faktisk også hele tiden at kommunikere med os, men vi ser det bare ikke, før vi når derud, hvor hunden er blevet ”pludselig aggressiv” og enten knurrer eller markerer (som de fleste kender og kalder for at bide). At bide betyder dybe sår og/eller knuste knogler. At markere svarer til at vi i vor verden tager fat i den andens arm og siger ”så stopper du, nu er det nok”.

Hvis vi skal kigge lidt på de signaler hundene hele tiden sender os, kan vi tage det vi alle kender og sikkert har lagt mærke til sker, når vi snakker indkald, dvs. vi kalder på hunden. Vi kalder på hunden første gang og der sker ingenting, fordi der er noget der dufter spændende eller hvad det nu kan være. Allerede nu bliver vi irriterede, fordi vi forventer at hunden bare skal komme. Så allerede nu skruer mange op for lyden her. Når det så ikke virker, bliver vi rigtig sure og mange råber: KAN DU SÅ KOMME HER samtidig med at vi står foroverbøjet. Og i samme sekund hunden så begynder at komme, bliver det til sådan lidt stille komme hen noget og i mange tilfælde er halen nede, hovedet hænger, medmindre hunden vælger at komme krybene, og her siger folk så: JA den ved udmærket godt at det den gjorde, var forkert og at den skal sku komme første gang.

FORKERT! Hunden ved absolut ikke andet end at du står og truer den og lyder aggressiv samtidig.

Det er nemlig sådan at, i hunde verdenen betyder det at smide vægten fremad trussel, og ikke nok med det, er du også gal (du knurrer og siger med alt din vægt fremad, dvs. foroverbøjet at kommer du tættere på, får du bank). Så det din hund i virkeligheden fortæller dig er: rolig nu mor eller far jeg gør ingenting, jeg kommer med fred. En anden klassiker er at hunden knurrer, når jeg tager mad/kødben fra den. Hmm og hvorfor er det egentlig også vi har fået den idé? Børn tja det må være vores ansvar at lære børn at det ikke er ok at tage mad og ben fra hunden for det er deres, de skal vel også have fred/ helle eller hvad man nu ellers kan finde på af ord.

Hunden begynder ikke med at knurre, men faktisk med bare at kigge op på dig, idet du kommer hen imod den. Når den har mad eller ben, så kan det være at den holder op med at spise. Det her kan stå på rigtig rigtig længe, fordi hunden ikke ønsker at markere og vi bliver ved med at tage og tage. Så begynder vore kære venner ikke at synes det er sjovt mere, fordi deres sprog ikke virker på os, vi forstår det i hvert fald ikke, så hvad nu? Ja så kommer knurren altså og så bliver vi tosset fordi; hvad bilder de sig ind. Vi skal bare lige vide at vi har selv presset dem derud, hvor de føler sig nødsaget til at tage skrappere midler i brug. Vi vælger så at fjerne hundens knurren ved at skælde mere og muligvis rykke i dem. Og så kommer markeringen som vi kalder bid.

I virkeligheden burde vi være taknemmelige over at de knurrer af os, det betyder i det mindste at de stadig advarer og når jeg siger advarer, mener jeg at de stadig er søde ved at sige: ”nu stopper du sku jeg synes altså ikke det er fair, det du har gang i”.
Og er det også fair det vi har gang i? Er det fair at vi skal tvinge vores bedste ven derud, hvor de føler de ikke længere kan kommunikere med os på andre måder, fordi VI ikke vil lære deres sprog?

Jeg kunne blive ved i en evighed, men det burde ikke være nødvendigt. Vi burde selv kunne tænke lidt og gerne på, hvordan vi vælger at behandle vore firbenene venner. Vi burde kunne se i øjne at der er noget galt, siden vi bliver ved med at aflive den ene efter den anden hund på grund af aggression. Vi burde stoppe op og sige at der er noget galt og det kan ikke være rigtig at det bliver ved med at være vores hunde det er galt med? Hvorfor skulle de blive ved med at være fejlen? Kan vi mennesker ikke også fejle, og kunne det i virkeligheden være os, der bliver ved med at fejle og ikke vores hunde. Hvorfor holder vi på med at omtale dem som værende menneskes bedste ven, og hvornår bliver vi deres bedste ven?

En bedste ven er en der forstår en, en der prøver at snakke sammen sprog og er der for en i medgang og modgang. En som man kan kalde familie og en del af en. Hvornår får vores hunde ret til at få de følelser, som de bliver ved med at give os?
Jeg ville meget gerne gøre lidt lignede det min lærer har gjort, da hun skrev sin bog, nemlig overlade ordet til min bedste ven (hund: Skovtroldens Trolderik), som gerne vil sige et par ting om kommunikation mellem hund og menneske.

”Mit navn er Trolderik, jeg er 2 år gammel og har været heldig at få en mor, som har lært sproget så vi bedre kan kommunikere sammen, men hun er ikke perfekt. Inden hun hentede mig, havde hun en rottweiler (min storebror) ved navn King. På dette tidspunkt kendte hun ikke noget til hunde, men det gjorde hendes eks., fordi han havde haft hund før, så han vidste det. Det tog hun til sig og det var med råben, skælde ud, der var sågar at tage fat i ham, øv øv. Men som mor også siger en fejl er ikke en fejl medmindre man begår den anden gang med fuldt overlæg. Men han var jo ikke blevet respekteret i noget af det han prøvede på at sige, hans grænser blev hele tiden overskredet og aldrig fik han nogen form for rigtig kommunikation tilbage, udover alle de der mærkelige ord I mennesker bruger til os, som sit, dæk, læg dig, gå pænt, kom osv.

En dag efter storebror var blevet halvanden år, skulle vise sig at være den dag min mor tog et vendepunkt i sit liv, nemlig den voldsomme reaktion. Mors veninde var kommet hjem fra byen og havde købt et kæmpe oksehudsben, og når jeg siger kæmpe, snakker vi et ben på 80 cm langt. Hun kom ind ad døren omme ved mor og King fik dette kæmpe ben, som han blev så glad og stolt over at han bare måtte ind og vende ved mor, så hun kunne se det. Så skete det! mor havde fået en idé den dag, som hed sig at hun skulle tage benet og hvorfor ved hun til dags dato stadig ikke. Så hun tog det og så knurrede King for første gang i hans liv, alle hans andre signaler var jo ikke blevet forstået, så hvad skulle han ellers gøre? Og så sagde mors ekskæreste til hende, som hun stadig husker som var det i går: ”Nu gør du noget ved det, inden han helt får magten over dig”. Og så skete det altså at mor tog fat i nakken af King smed ham fast og bestemt, troede hun selv, om på ryggen og råbte samtidigt ad ham, og da han bare knurrede igen, afsluttede hun med at bide ham i øret.

King gav et kæmpe piv og vente sig om for at kravle ud til stuevæggen, krøb hele vejen langs væggen ud til køkkenet, ned ad tre trappetrin, som gik fra køkken til baggang, og så op i hans kurv, hvor han lå de næste mange timer af angst. Han ikke så meget som ville røre hans kødben da mor gik ud med det til ham, han lå bare stiv med hovedet trukket helt ned. Mor var tude færdig og bliver det stadig den dag i dag ved tanken om det, men husker samtidig at hvis det ikke var sket, havde hun aldrig mødt det vendepunkt i hendes liv, der fik mor til at stoppe op og sige: ” der er noget helt galt her, sådan må en hund bare overhovedet ikke reagere”.

Nu er jeg her og mor og jeg kommunikerer bedre end mange andre sikkert gør med deres mennesker. Mor forstår nemlig nu, hvad det vil sige, hvis jeg lige kigger på hende eller gaber til hende. For når vi hunde gaber, er det altså heller ikke kun pga. træthed, men også fordi vi prøver at dæmpe os selv, hvis vi er oppe og køre, eller fordi vi prøver at dæmpe jer, fordi I er ved at gøre noget, som vi ikke synes helt om eller er helt med på og gerne vil have at I lige stopper.

Vi prøver at være tålmodige og vores tolerance er stor, rigtig stor, vi prøver hele tiden med vores signaler og vi prøver på at få jer til at forstå vores sprog og gør alt hvad vi kan for at kommunikere med jer. Vi lærer mange af jeres ord, jeres kropssprog som er mærkeligt og vi forsøger i en evighed at tilfredsstille alle jeres behov og vi er altid glade for at se jer.

Vi siger først det er blevet for meget, fordi vi er blevet frustrerede over at vi kommunikerer forbi hinanden, når vi rammer teenageralderen eller når vi bliver voksne og for nogle aldrig. Mange af os vælger aldrig at sige noget, man holder bare ud til vores liv er forbi. Det liv I styrer og faktisk har magten over. Så hvem er os er i virkeligheden mest aggressiv?

Hvornår bliver det nogensinde vores tur til at få lidt igen? Vi forlanger ikke andet end at I respekterer os, prøver på at forstå os og mest af alt holder op med at sige vi er aggressive. Vi er ikke aggressive, men bare misforstået, fordi vi ikke snakker samme sprog.
Ville du blive aggressiv og frustreret i den sidste ende, hvis du ikke blev forstået i flere år? Ville du så, ligesom os, i virkeligheden være aggressiv eller bare ganske enkelt misforstået?

1 tanke om “Aggression eller misforståelse

  1. Sikke en god tekst og hvor er det bare rigtig og hvor ville mange hunde bare få et bedre liv, hvis folk tænkte sådan.

    Jeg sidder netop og læser den i dag, fandt den efter jeg søgte på goggle omkring resscore forsvar. Jeg glemmer nemlig selv nogen gange at hunde siger fra og gerne må. Har en hund på 1,2 år som er meget verbal, meget mere end nogen af mine andre hunde nogensinde har været. Han knurrede og bed ud efter mig i går, da han lå i min seng og jeg ville lægge mig, blev så forskrækket at jeg tog ham i nakken og råbte FØJ, hvilket fik mig til at græde, for sådan ville jeg aldrig reagere, det var rent chok. Har aldrig taget en hund i nakken før. I dag er der bare stille og lidt mut stemning mellem os. Jeg har haft alle de mennesklige tanker om , om han er aggresiv og utilregnlig osv, men inderst inde ved jeg godt det handler om total misforståelse. Vi havde i forvejen haft en dum dag med et hundemøde der var gået helt skævt og han lå i mørket da jeg ville lægge mig sengen og blev sikkert mega forskrækket.

    Så igen, tak for din tekst. Den er vigtig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.