Før eller senere vil hundens adfærd være et tydeligt barometer på om hunden er stresset eller ikke. Hvalpe og unghunde som udsættes for alverdens aktiviteter, forskellige former for stimulanser eller intensiv miljøtræning i en stor pærevælling, vil opføre sig på en helt anden måde end dem der får lov til at vokse op i fred og ro og bare være med. I modsætning til hvad de fleste tror, bliver aktiverede (læs overaktiverede) og veltrænede (læs ”for” lydige) hvalpe ofte svære at håndtere som unghunde, fordi de er blevet udsat for langt flere indtryk end de har ressourcer

 til at håndtere, hvilket giver stressede og overaktive hunde.

For at drage paralleller til menneskeverdenen er aktive mennesker dygtige mennesker, trods bivirkninger som for højt blodtryk, hjerteinfarkt, mavesår, hovedpine… Det er ligesom vi ikke ser forbindelsen mellem årsag og virkning. For vore børn gælder det samme. Folkeskolebørn er meget hårdt ramt af forskellige stresssymptomer. I skolen, i børnehaven, i fritidsklubben udsættes børnene for forskellige stimuli som i sig selv ”jager livet ud af dem”. Børnene farer mellem klaverskolen, computeren, TV´et (om ikke for andet, så får far og mor fred), danseskolen, spejderhytten, fodbold, rideskolen, hundetræning og vennerne. Derudover skal de også klare det ordinære skolearbejde med tilhørende lektier. Udeomkring dette menageri, står en mængde voksne som bare vil barnets ”bedste”. Vi gør de samme fejltolkninger – og mister derved alle varsler eller symptomer på stress – med hunde, som vi gør med børn: Vi tror at et barn der råber og skriger, støjer, kan ikke sidde stille og farer rundt, er lykkeligt og glad, mens de stille og rolige, som ikke gør så meget væsen af sig, er hæmmede og undertrykte. Naturligvis kan det godt være sådan, men sædvanligvis er det sådan at den første gruppe børn helt enkelt er overstimulerede og stressede, mens den anden gruppe har haft held til at bibeholde sin harmoni. Denne kombination af råben og skrigen, faren rundt og tusinde af indtryk giver disharmoni og stress. Vi får børn der slås, mobber, ukoncentrerede, kan ikke sidde stille, afbryder i et væk og brokker sig. De lider af stresssymptomer. Set ud fra det synspunkt at vi er mennesker og handler menneskeligt er det jo ikke så underligt at vore hunde undergår samme behandling. Hundene lever jo i vor verden, i vor tid, med vore forestillinger og vurderinger.

• Kamplege som medfører at hunden bliver hård i munden (holder fast), bider og tager fat i arme, ben, tøj, linen.. og ikke bare på den person eller de ting det indlæres via, men der generaliseres hurtigt. Derudover truer det relationen, fordi hvor har man hinanden.
• Løbe efter og hentelege som medfører fikseringer. En manisk adfærd, der absolut ikke synes at være kontrol over. Der er vel ingen der alvorligt kan mene at manisk adfærd er ”sjovt”? Det er absolut ikke naturligt. I naturen ville en vild hund aldrig få mulighed for at dræbe et bytte så ofte – så megen føde er der slet ikke!
• Leg med andre hunde er vigtigt for hvalpe og hører barndommen til. Leger du med legoklodser i din frokostpause? I naturen leger artsfæller ikke, medmindre de kender hinanden godt. Så hunde skal ikke for enhver pris sættes i situationen.
• Gåture og motion øges naturligt når hunden bliver 5-7 måneder, fordi den helt naturligt bliver mere aktiv, rastløs og lidt mere krævende. Men er det nu også bevægelsesbehovet der øges eller kan det være en lille hormonpåvirkning som giver sig til kende? Eller kan det være hvalpens almene bevågenhedsgrad der øges og at vi automatisk tolker dette som at hunden har brug for at røre sig mere. Jo mere stimulans og jo mere aktivering hvalpen har fået, jo mere rastløs og aktivitetskrævende bliver den som unghund – den er jo allerede kørt ind på det spor. Det handler om at kunne skelne, observere og tilrettelægge. Der kan ikke gives en recept på det rigtige forhold generelt.
• Isolering. Der findes hunde der knapt nok får nogen form for stimulering eller afveksling og lever uden andre afbrud i hverdagen end en enkelt gåtur. Dette er understimulering. De tilbringer en stor del af sin tid i en løbegård, køkkenet, entreen eller i et bur og herudover i sit eget rum om natten. Dette i sig selv synes ikke at påvirke hunden synderligt, MEN at leve et liv uden stimulans eller isoleret og afskåret fra familien er helt imod en hunds basale behov. Hunden er et socialt dyr.
• Kombinationen af under- og overstimulering er en meget ond cirkel. Hunden overstimuleres gennem diverse aktiviteter (fordi vi får dårlig samvittighed over at hunden er overladt så meget til sig selv) og understimuleres i andre henseender (er for meget alene). Vi får en hund der bliver uhåndterlig og overskruet og så tager vi den heller ikke med mere og den bliver endnu mere understimuleret.
• Mængden af krav og restriktioner. Vi har alle – hund som menneske – behov for at kontrollere og forstå vore omgivelser, hvordan de fungerer og hvad som forventes af os. Vi vil gerne vide, hvad der leder til hvad og hvordan vor adfærd kan påvirke omgivelserne. Dette etableres ved at prøve sig frem og ikke ved at blive guidet og kommanderet. Mister vi den kontrol, bliver vi usikre og kommer i ubalance med os selv og omgivelserne. Samtidig har vi en stor kapacitet til at kunne klare forskellige påvirkninger, MEN der findes en grænse. En normal, men ganske overset stressfaktor som hunde udsættes for i al for stor mængde er krav og restriktioner. En hund som udsættes for mange krav og som ikke oplever at kunne påvirke sine omgivelser risikerer at tabe kontrollen. Reaktionen på dette kan variere alt fra at hunden bliver hjælpeløs eller frustreret til at blive aggressiv. Det mest normale er at hunden havner midt i mellem disse to ekstremer og opfører sig temmelig velopdragen, men pludselig mister besindelsen og opfører sig uventet aggressivt mod andre hunde eller mennesker i familien. Der skal være balance i regnskabet over følelsesmæssig investering og krav for at forebygge at kravene bliver stressende. Kravene skal også være rimelige at opfylde og hunden må kunne forstå, hvilke krav som stilles og også have de ressourcer der skal til for at kunne opfylde dem. Derfor er regel 1: Vi skal sikre os at vi har givet hunden det kendskab der skal til for at kunne forstå og opfylde vort krav. Når vi taler straf eller irettesættelse er der ofte brug for at definere hvad disse ord egentlig betyder. For nogle betyder det at man sparker, slår hunden eller i hvert fald er temmelig hårdhændet. Men man bliver også nødt til at se det fra hvordan modtageren – i det her tilfælde hunden – oplever irettesættelsen. En irettesættelse – se fra hundens side – kan være alt fra høj røst, nej, dask med avisen, ryk i øret, tryk i mundvigen, pinning, en hånd ind i munden/halsen, tage fat i halsbåndet eller truende stirren i øjnene og til det absolut grove artilleri som at lægge hunden om på ryggen, sætte sig på den eller bide den over næsen. Smådasken og småniven er også afstraffelse. At straffe påvirker ikke hundens vilje og giver sjældent langvarige resultater. Anvendes dette ofte og ensidigt kan det give den stik modsatte effekt end det man ønsker og man kan fremforme en aggressiv, underlegen, angst eller alment opskruet og blokeret hund. Man kan pludselig komme i en situation, hvor det er nødvendigt at blive ganske hårdhændet. Hunden er måske på vej ud på motorvejen. Der vil absolut intet ske omkring jeres relation. Det farlige er dagligdagens mange ”fy”, ”nej”, ”ryk i snor”, ”tage fat i halsbånd”, ”læg dig”… der ryster fundamentet i relationen og fratager hunden sin fornemmelse af kontrol.

Tegn på stress

Anoreksi

Pacificering/underkastelse

Pacificerings og underkastelsessignaler:

Langsomme bevægelser

Slikken om munden

Sidde/ligge/vise bug

Vende hovedet væk/undgår øjenkontakt

Avoidens (undgåelse)

Pandefurer

Fordøjelsesproblemer

Overspringsadfærd

Immunsystems problemer

Manglende kontakt/fokus

Usikker

• Læner sig op ad/velcro, klæbende
  • Den stressede hund søger kontakt med mennesker til beroligelse
• Lav kropsholdning
  • ”lusket”, opfører sig som ”skyldig” eller ”lumsk” (alt er fejlfortolkninger af hundens kropssprog) og kan være indikatorer på stress
• Tagen omkring med munden
  • Vil gerne bruge munden på menneskets hud. Kan være hvalpe udforskning eller voksen dårlige manerer, men kan også være et udtryk for stress, gående fra blid nappen (loppe bidning) til at tage hårdt fat ved guffer og til smertefuld hård tagen fat, snappen eller biden

Ocd (tvangsneurose)

Hyperventilere

• Hurtig overfladisk vejrtrækning eller tung vejrtrækning uden at hunden har det varmt eller lige har anstrengt sig fysisk

Stive bevægelser

Strækken

Svedige poter

Ryster

Piben

Gaben

• Specielt når hunden ikke synes træt i al almindelighed
• Uden at skulle virke provokerende

Næsten en hvilken som helst konklusion har 2 sætninger: