Udgivet i 2 kommentarer

Renlighedsindlæring

Urenlighed er et rum problem. Din hundehvalp har haft mulighed for at tømme sig på de forkerte steder. Urenlighed bliver hurtigt en dårlig vane, fordi hunden udvikler en stærk præference for sted, underlag og duft for dens improviserede indendørs toilet område. For at gøre din hund stueren, har du brug for 2 ting: Først og fremmest forebyggelse af uheld og dernæst lære din hund, hvor du ønsker at den skal gøre sig ren, så den selv søger det.

Forebyg uheld

Uheld kan nemt opbygge en uheldig præcedens og derved skabe dårlige vaner, som kan være svære at bryde. Konsekvensen heraf er at du for enhver pris må forebygge uheld. Når du ikke er hjemme, efterlader du sin hund i dens opholdssted for længere perioder – det sted, hvor I også, når du er hjemme, med regelmæssige mellemrum laver sjove og rare ting sammen og at hvalpen også bruger lidt tid her alene, når du er hjemme, således at hvalpen ikke ser stedet som at skulle være alene. Alt dette for at skabe tryghed ved stedet. Stedet kan fx være et enkelt rum inden døre med gulve, der er nemme at rengøre (badeværelse, køkken eller bryggers) med barnegitter, trådnets dør eller lignende. Stedet kan også være en transportabel hvalpegård og heri sættes en transportkasse som hule (uden låge). Giv din hund frisk vand og ca. 3-6 stykker fyldt tyggelegetøj med foder som beskæftigelse, en behagelig seng i et hjørne, et hundetoilet i hjørnet diagonalt modsat fra sengen. Din hund vil naturligt ønske at gøre sig ren så langt væk fra sin seng som muligt og vil hurtigt udvikle en god vane i forbindelse med at benytte sit toilet.

Som hundetoilet kan du som bund bruge enten avispapir eller bunden af en transportkasse. Du fylder herpå græstørv, jord og betonfliser. På denne måde vil din hund udvikle duft og underlagspræference i forbindelse med at gøre sig ren på jord, græs og beton/asfalt.

Formålet med hundens eget sted er at indlære præference for på hvilket underlag man gør sig ren, kunne finde ud af at hvile i sig selv med henblik på at være alene hjemme og udvikle en god smag for hvad der er godt at tygge i, således at du ikke mister alle dine sko og møbler.

Der er 2 vigtige ting:

  1. Du må aldrig bare sætte din hvalp ind et sted uden positiv indlæring
  2. Du har både et sted i stuen og i soveværelset, således at din hvalp er med jer. Du kan ikke både efterlade hvalpen alene om dagen og igen om natten!

Lære din hund at gøre sig ren det rigtige sted

Når du er hjemme, hjælper du din hund ind i dens opholdssted med 2-4 foderfyldte stykker tyggelegetøj, som du binder fast inde i hulen (dvs. fx transportkassen). Det er bare de første gange du binder dem fast, således at hvalpen kommer til at holde af hulen. Hvalpe sover meget og derfor vil den hurtigt vælge at tage en lur efter et dejligt måltid. Et transportabelt bur eller transportkasse er en ideel hundehule (ikke anderledes end et barns tremmeseng eller kravlegård), men du skal ikke lukke og derfor fjerner du lågen. På denne måde lærer din hund at slappe af ved siden af dig, mens du læser, arbejder ved computeren eller ser Tv.

I starten siger du ”Lad os gå ud og tisse og pølle” (eller hvad du måtte ønske) hver time eller halvanden og skynder dig (ingen kaffepauser undervejs) sammen med hvalpen, som er i snor til toiletstedet (i din have, udenfor hoveddøren af dit hus eller lejlighed). Stå stille med din hund i snor og småsnak gerne med hunden. Giv din hund 3 minutter til at tømme sig.

Når din hund tømmer sig, roser du entusiastisk (men ikke så meget at hunden stopper med at gøre sig ren) og giver hunden et par stykker ekstra lækre guffer, fx tørret lever. De fleste hvalpe vil tisse indenfor de første 2 minutter hver gang I går til toiletstedet og pølle indenfor 3 minutter hver anden gang I går til toiletstedet. Så snart din hund har indset at der er indkomst (lækker guf + gåtur) ved udgifter (tisse og pølle), ønsker hvalpen at gøre sig ren i dette område. At være urenlig i hjemmet har simpelthen ikke de samme frynsegoder, men du må heller aldrig skælde ud eller det der er værre, når der sker uheld i hjemmet.

Hvis din hund ikke tømmer sig indenfor 3 minutter, går du måske en lille tur eller laver lidt sjov udenfor og prøver at stå stille igen. Gør hvalpen sig ikke ren, kan I gå ind i opholdsstedet og forsøge på det indendørs toilet. Når hvalpen er løs på egne poter i dine stuer, er det bedst, hvis du er sikker på at hvalpen har gjort sig ren, så du forebygger uheld. Derfor bør du flittigt gå udenfor, som oftest hver 1- 1½ time! Du husker også at rose og give guf ved brug af det indendørs toilet og du indlærer dette på samme måde. Du fjerner naturligvis pøllerne, men ikke urinen. Ind i mellem lægger du nyt underlag, men lad altid et lille stykke brugt blive. Du finder hurtigt ud af, hvornår din hvalp har brug for det og I får nogle gode vaner. Om natten, når du har flyttet hvalpens eget sted med til soveværelset, vil hvalpen ofte kunne holde sig 4 timer, fordi metabolismen går ned.

Du må aldrig indespærre en hvalp eller en urenlig voksen hund i en transportkasse eller lignende. En hund der indespærres for længe, vil blive tvunget til at gøre sig ren i sin seng og dette gør det ekstremt svært at indlære renlighed.

Du har brug for en hundehule, evt. hvalpegård, 4-6 stykker hule tyggelegetøj, et kvalitetsfoder og ekstra lækre guffer.

Årsagen til at mange mennesker står helt uforstående overfor at en hvalp ikke bare er renlig, er at det er helt indlysende for os mennesker at skelne mellem inden døre og uden døre. Hunde på den anden side – selvom de kan lære at skelne mellem disse, fordi det bliver trygt og forstærket – kommer ikke nødvendigvis til samme konklusion som ejeren. Vi tror også at hunden kan lære, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, men det hunden i virkeligheden lærer – via operant og klassisk betingning – er, hvor der er trygt/sikkert, hvor der er utrygt/farligt samt, hvad der er godt og dårligt.

Lad os kigge nærmere på en typisk indlæring af renlighed; de første 12 afleveringer fra Gustav, som netop er kommet til sit nye hjem:

Hvalpens adfærd

Situation

Hvalpens oplevelse

Afleverer i entreen Klinker, ejer ej til stede Blæretømning
Afleverer i stuen Tykt tæppe, ejer til stede Skæld ud, forskrækkelse
Afleverer i haven Græs, ejer til stede Blæretømning, Ros, Godbid
Afleverer i stuen Tykt tæppe, ejer til stede Skæld ud, forskrækkelse
Afleverer i entreen Klinker, ejer til stede Skæld ud, forskrækkelse
Afleverer i haven Græs, ejer til stede Blæretømning, ind igen
Afleverer i haven Græs, ejer ej til stede Blæretømning
Afleverer soveværelse Tykt tæppe, ejer til stede Skæld ud, forskrækkelse
Afleverer i spisestue Hjørne, klinker, ejer til stede Skæld ud, bange
Afleverer i spisestue Under bord, ejer ej til stede Blæretømning
Haven, ingen aflevering Græs, ejer til stede Tages med ind igen
Afleverer i kælder Sofa, ejer ej til stede Blæretømning

Set fra ejerens synspunkt, var der kun 3 uheld:

  1. Den første i entreen
  2. Den under bordet i spisestuen
  3. Den i kælderen på sofaen

Alle de øvrige blev opdaget og straffet, eller aflevering skete på det ønskede sted (haven).

MEN hvad lærte Hvalpen?

Det er muligt at hvalpen lærte at alle steder inden døre er farlige steder og at græs er sikkert.

Det er lige så tænkeligt at hvalpen lærte at soveværelse og stue er farlige steder, spisestuen er farlig medmindre man er under bordet, og græs, sofa, kælder er – indtil videre – trygt og sikkert.

Det eneste der er sikkert er; at det aldrig er farligt, når ejer ikke er til stede, og farligt i cirka halvdelen af tiden når ejer er til stede.

Hvis du nu var hvalpen, og skulle indsætte din indsats, ville du højst sandsynligt gøre alt for at holde dig når ejeren var til stede – også i haven – og så i stedet ubeset smutte ned i kælderen, hvor der er trygt og ufarligt.

Hypotesen ”det er altid trygt og ufarligt at gøre det, når man er alene” vil vise sig at være rigtig!!

Det der mangler er en solid, massiv, positiv, og aktiv baggrundshistorie over forstærkede og belønnede forsøg på det ønskede sted (haven/udenfor). Dette vil ikke bare fjerne uheldene, men også etablere belønning både for så vidt angår ejerens tilstedeværelse og det ønskede sted (udenfor).

Denne massive, aktive, positive og solide baggrund mangler ofte. Ejere tror at hunden har lært noget efter bare 2-3 korrekte forsøg, men dette er bare en dråbe i Atlanterhavet, dvs. undertræning (manglende socialisering).

Hvalpe er som menneskebørn. De kan ikke fysiologisk styre blæretømningen, idet nerverne til kontrollen heraf ikke er fuldt udviklede før omkring 6-10 måneders alderen (race-, køns, og situationsbestemt (må/må ikke i forhold til hundens verdensopfattelse)). Børn har ble på op til 1½-4 års alderen, men det har hundehvalpe ikke. Anatomisk er det dog nøjagtig den samme proces, der skal gennemleves.

Garantien for succes består ganske enkelt af 2 ting:

  1. Ejer er altid til stede og kan give hunden feedback på dens adfærd
  2. Ejer skal altid være den gode foregangsmand/kvinde og give positiv forstærkning

For at kunne give feedback hver eneste gang, og for at kunne optræde som den gode, er det nødvendigt, at arrangere at aflevering sker udenfor: Man må være til stede når hunden er udenfor, således at man positivt kan forstærke hunden med den korrekte timing (ros + godbid). Man har også behov for at forebygge at uheld sker indenfor. ”Hver eneste forsøg på aflevering der forebygges inden døre, er opsparing på succeskontoen til det ønskede sted (udenfor)”, dvs. endnu en mulighed for at betinge aflevering uden døre via belønning, og for at være den gode på én og samme tid.

”Ved hvert uheld inden døre, mistes en mulighed for betingning uden døre”.

Indlæringsprocedure:

  1. Sørg for at få opbygget en belønningsbaggrund ved at tage hunden med ud til samme sted med regelmæssige mellemrum, og beløn med både ros og godbid (ros meget behersket/roligt (hvalpen må hverken blive så glad, ivrig eller overrasket over rosen, at den holder op med at aflevere), når hvalpen begynder og giv godbid straks den er færdig). Lad hundens ekskrementer blive liggende på stedet. Det er tvingende nødvendigt at man er til stede sammen med hunden. Stedet må ikkevære et sted der besøges af andre hunde (derfor: har man have, er haven det bedste valg i starten). En hvalp MÅ IKKE aflevere oveni en ældre/højere rangerende hunds afleveringer (og det er den født til at kunne lugte sig frem til). Det er ikke noget vi mennesker kan styre, sådan er hvalpen bare født til at opføre sig. Tag altid hunden ud efter søvn, leg, mad. Cirka efter hver 1½-2 timer, og ønskes meget hurtigere resultater (på hjemmefronten), ja så gælder dette tidsinterval også om natten og så er det bare at stille vækkeuret hertil døgnet rundt. Man kan nå langt ved at opretholde dette tidsinterval i alle dag- og aftentimerne og så gå ud 2 gange over natten.
  2. Sker uheld inden døre, må man aldrig skælde ud, presse hundens næse ned i det, eller på anden måde forulempe hunden. Man tørrer blot op. Det sted hvor uheldet er sket afvaskes med R-10 (Matas eller dyrlæge) eller Rodalon (den med blå streg), således at hvalpen ikke kan dufte sig selv her mere, dvs. forebyggelse af præference. Skal hvalpe lave noget, starter de ofte med at søge, snuse og/eller gå i ring omkring sig selv. Man kan også belønne hunden ved at gå en tur med hunden straks efter den har afleveret på det ønskede sted. Dette kan gøre at hunden hurtigere afleverer. De fleste mennesker gør det modsatte; de går tur med hunden i håb om at den afleverer, og derefter kan gåturen slutte, og man går straks inden døre. Hunden lærer her at det at aflevere betyder slut på gåturen, og derfor forsøger den at holde sig. Dette er ikke af trods eller overvejelser, men en simpel indlæringslov. Derudover er der alt for mange nye, spændende indtryk på en gåtur, og så ”glemmer” hvalpen at aflevere. Derudover er der jo også den medfødte lov om at hvalpe ikke afleverer steder hvor højere rangerende individer har afleveret, og dette hænger ganske enkelt sammen med overlevelse.
  3. Hvis man vil have sin hvalp i bur om natten, skal hvalpen have lært at et bur er noget trygt; dvs. man sætter ikke bare en hund ind i et bur og lukker!! Dette skal indlæres. Det er nemt fordi hunden er et huledyr. Selvfølgelig skal hvalpen altid være tæt på ejer til start, og kun trinvist flyttes længere og længere mod soveværelsets udgang i takt med udelukkende succesoplevelser. Man parkerer aldrig en hvalp i et andet rum, før det er indlært som tryghedsskabende for hunden.
  4. En tommelfingerregel er at en hund er renlig når den er 6-7 måneder gammel. Dette er køns, race-, og situationsbestemt. Det kan tage længere tid med hanhunde i forhold til tæver. Jo tættere vi kommer på kønsmodenhed, jo mere søger hunden også selv at aflevere udenfor eget territorium. Jo mere fuldendt anatomisk, fysiologisk, mentalt, og fysisk hunden er, jo mere renlig er den, hvis der er sket en massiv positiv baggrundshistorie. Renlig vil sige på hjemme territoriet, og ikke nødvendigvis når hunden tages med ud til fremmede eller på hotel, og lignende. Går man ud hver anden time døgnet rundt de første 14 dage, vil man i langt de fleste tilfælde have en ”renlig” hund, når den er 3 måneder, MEN ofte kun derhjemme!!
  5. Har man fået en hund, der har lært at aflevere på aviser eller anden form for overfladepræference, kan det blive sværere at få hvalpen renlig. Hvis f.eks. der er tale om aviser, kan man ikke trin for trin afbetinger dette, for at undgå at hvalpen søger lignende overflader inden døre (tæpper, tøj ….). Afbetinger man ikke, men gør brug af avis, kan man risikere at skulle medbringe en avis og dette er ikke særligt hensigtsmæssigt i al fremtid. Det bedste er dog bare at gøre brug af det førnævnte og ikke etablere disse mellemstationer! Dog kan ideen med avispræference være en fantastisk hjælp til meget usikre hunde, således at de har den fornødne tryghed til at turde aflevere udenfor eget territorium. Der er tillige her – som med alt muligt andet – både fordele og ulemper. Man afbetinger således: f.eks. fra avis:
  • Læg en avis og gør den (meget trinvist og langsomt) mindre og mindre, tyndere og tyndere og tættere og tættere på den dør, hvalpen skal ud ad.
  • Sørg for at afslutte denne proces med et lille stykke avis udenfor, således at der sker gradvis overgang til græs, jord, fliser, asfalt mv.
  • Husk: Afvask overflade inden døre med R-10 eller Rodalon der hvor avisen er.

 

  • Pas på med at hunden ikke får præference for kun at ville aflevere på eks. græs.
  • At hunden er renlig hjemme, betyder ikke at den generaliserer. Ros + godbidsprincippet skal også overføres til alle mulige andre ønskede steder i laaaaaaaaaang tid, og mange, mange repetitioner. Ved straf (herunder skæld ud), når der tales om basale behov, dvs. indlysende rettigheder for individet, opnår man kun én ting; individet gør alt for at undgå straffen, men udfører adfærden alligevel. Overført til vores verden: ”Du kører for hurtigt i din bil, du får en bøde, bliver irritabel og kører pænt den næste uges tid. Herefter kører du igen som du plejer, men er nu bare mere opmærksom på fælderne der udløser bøden, som f.eks. kassevogne der er parkeret strategiske gode steder osv.” Eller: ”Du ville næppe holde op med at opsøge store porcelænskrukker med vand i til dine afleveringer, selvom du blev straffet gang på gang. Du ville bare sørge for at smutte derud, når det der straffede sig ikke var til stede eller med andre ord, du begynder ikke at holde med at aflevere, fordi en anden mener du skal det – VEL? For dig er det en ganske almindelig rettighed som menneskeracen har.” Vi indlærer faktisk også vore børn at den der porcelænskrukke med vand i er det ønskede sted for denne rettighed og dette basale behov. Vi indlærer skam også dette trinvist fra ble til potte til toilet med børnesæde og lille skammel for at kunne hoppe derop. Vi forventer på ingen måde at barnet bare gør det!! Overlades et barn til egen vurdering heraf, ville det højest sandsynligt lave i bukserne i meget længere tid end hvis vi guider via hundredvis af repetitioner på vej mod målet. Mange børn som er ude at lege – og er ellers helt renlige – tisser hellere i bukserne end at løbe ind fordi, ellers er de bange for at legekammeraterne ikke gider dem, når de kommer ud igen!! – man forsøger at holde sig, fordi der er noget der er mere spændende.

 

2 tanker om “Renlighedsindlæring

  1. Hej 😊
    Kan det passe at en lille hund/hvalp kan holde sig kortere tid om natten pga. blærens størrelse? F.eks. sove 4 timer i streg, i stedet for 6?
    Mvh. Sissel

    1. Hejsa, ja det er helt almindeligt. Faktisk har en hund først fuld blærekontrol ved 6 mdrs alderen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.