Udgivet i

15 – Berta og vaccinationen

Da Berta blev 10 uger gammel, fik hun sin anden hvalpevaccination (og senere får hun sin 1-års booster). I dag er der mange forskellige holdninger til vaccinationer, men generelt anbefaler ”LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet” – tidligere kendt som ”Den Kongelige Veterinære Landbohøjskole”, at hunde altid får de to hvalpe vaccinationer og 1-års boosteren – så det får Berta.
Jeg vil dog være noget tilbageholdende og forsigtig med yderligere vaccinationer herefter. Vi mennesker vaccineres jo heller ikke hvert år, og iflg. ”LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet”, er der ulemper ved at overvaccinere. Unødvendig stimulation af immunsystemet giver ikke øget sygdomsresistens, hvorfor hundeejeren betaler for noget, som ikke har effekt – og som måske kan være forbundet med unødvendigt øget risiko for bivirkninger, hvoraf den mest kendte er anafylaktisk chok. Andre, mere sjældne, men også alvorlige akutte eller kroniske immun-medierede syndromer kan trigges ved vaccination.

Årligt helbredstjek

Berta og jeg vil i stedet gå til et årligt helbredscheck ved vores dyrlæge, hvor vi via en test analyserer Bertas faktiske behov, idet mange vaccinationer har vist sig at være effektive i mindst tre år, sikkert længere. En sådan test koster ikke mere end en vaccination, og så beskytter vi Berta imod immun-medierede sygdomme.

Min tilgang til vaccinationer er:

  • find en dyrlæge som sætter sig ind i de nye vaccinationsprincipper.
  • hvalpevaccinationer og “et-års” vaccination skal gives
  • undgå unødvendige vaccinationer – vaccinationsplan skal afstemmes efter den enkelte hunds behov i den givne situation (alder, helbredsstatus, race, livsstil, miljø), smittepres/risiko og vaccinetype. Dette kan gøres sammen med dyrlægen ved det årlige helbredtjek
  • ikke alle vacciner skal gives med samme hyppighed. Nogle vacciner har vist sig at være sikre og effektive at give hvert 3. år eller med længere interval. Få lavet en test, så ved du, om din hund behøver vaccinen