Berta elsker at komme i hundeskov og bruge sin næse og sine muskler. I hundeskove er der oftest god plads til hundene og rig mulighed for at møde andre hunde.
Jeg mener, det burde være alle hundes ret at møde andre hunde flere gange om ugen. Det er en vigtig del af socialiseringen at lære at begå sig med andre hunde af forskellige racer, størrelser og udseende – og hele livet igennem er det en vigtig del af hundens liv at være sammen med artsfæller.
At begå sig i en hundeskov er ikke altid let. Der er mange hundeejere, der ikke tør lufte deres hunde sådanne steder, fordi de møder såkaldte ”bidske” hunde, og de er bange for, at deres hund skal komme til skade. Som hundeejer har jeg sat mig ind i hundens natur og adfærd, og har på baggrund af dette lavet følgende ”gode råd” som en vejledning til hundeejere i hundeskove.
1) Har du ikke mulighed for at lufte hunden sammen med andre hunde (uden liner), minimum tre gange om ugen, så tænk dig om. Hunden kan let blive overgearet, lige som nogle børn på en juleaften.
2) Hunde bør ikke mødes i liner – det hindrer hundene i at udføre deres hilseritualer og kan tvinge dem ud i konflikter. I en hundeskov bør hundene være løse, og man lufter derfor ikke en hund et sådan sted med line. Der er masse af arealer uden for, hvor man ikke må gå løs med sin hund.
3) Er din hund ikke socialiseret aktivt, massivt og positivt på hunde (og mennesker), bør du ikke gå i hundeskov, før du og din hund med professionel hjælp har afhjulpet dette, da du ellers sætter dig selv, andre mennesker og hunde i fare.
4) Gå aldrig samme sted hver dag, men skift mellem stederne, sådan at din hund ikke får ”ejerfornemmelser” over stedet.
5) Stå ikke stille i en flok (mennesker som hunde), men hold jer i bevægelse.
6) Respekter andre hunde og ejere når de skal ind/ud af lågen, og lad ikke bare din hund løbe derhen. Der er stor risiko for uoverensstemmelser (fordi den ene hund har line på), så find en anden udgang, kald på din hund, eller vent 100-200 meter væk.
7) Der findes ikke hunde, der ønsker at slås – de tvinges ofte hertil pga. manglende menneskelig forståelse og manglende socialisering.
8) Der findes ikke hunde, der ikke af al kraft forsøger at forstå os, så derfor lær ”hundsk”, det er sjovt og nemt og dejligt at kunne kommunikere sammen. Det forebygger misforståelser omkring ”slagsmål” m.v. Dit ansvar som hundeejer er at kunne forstå, aflæse, og reagere på ”hundsk”, og ikke på vores eget menneskesprog.
9) Løbske tæver har intet at gøre i en hundeskov – ikke blot fordi der er risiko for hvalpe, men fordi det skaber længerevarende frustrationer for de andre hunde samt for den pågældende tæve.
10) Lad være med at kaste med pinde, bolde eller andet, hvis der er andre hunde tilstede, og lad heller ikke dine børn gøre dette – hunden ser på pinde anderledes, end vi mennesker gør.
11) Lad være med at give godbidder, hvis der er andre hunde tilstede
12) Lad ikke bare dine børn gå hen til fremmede hunde.