Efter at Berta er kommet hjem fra opdrætteren, har vi fortsat det socialiserings-arbejde, som begyndte ved Kennel Ask og Eg. Berta får klippet en negl 1 mm hver dag og får godbid for det – på denne måde har vi startet træning/prægning omkring håndtering (klippe negle, pels-pleje..).
Berta kaldes i daglig tale “Tykke Berta”, og det er ikke fordi hun er tyk, men fordi man ikke kan sige “Tykke Berta” uden at lyde glad. Og så er der jo også den historiske betydning – “Tykke Berta” er kanon. Jeg mener ikke, at man skal bruge hundens navn til andet end at få dens opmærksomhed. Navnet betyder ikke ”kom” eller ”nej” eller nogen anden form for kommando – det er blot hendes navn, og hun skal opfatte det som noget positivt, når man siger hendes navn.
Socialiseringsskema
Selv om jeg til daglig rådgiver om hundeadfærd, har jeg også behov for at skemalægge Bertas dag, så jeg sikrer mig, at jeg også får socialiseret min egen hund på alle de ting, som jeg gerne vil have, hun skal være tryg ved.
Jeg deler det op i grupper, og så sikrer jeg mig, at Berta møder noget nyt, og med nyt mener jeg helt nye ting/individer hver dag. Bertas socialiseringskema kan se se på billedet nederst.
Vi har ikke været i Zoologisk have endnu, men det er højt på ønskelisten, og det gælder jeg mig meget til at fortælle om. Til gengæld har vi en af Danmarks bedste hundeskove – Den Jyske Skovhave få minutter herfra. Så det er ikke fremmede hunde, der mangler.