Berta har ikke en pels, som kræver megen soignering, men hun skal selvfølgelig som alle andre hunde have klippet negle, checket ører, fjernet flåter/tæger, tørres når hun er våd osv.
Lige fra den dag, Berta flyttede ind her, har hun fået klippet negle mindst 1-2 gange om ugen, tjekket ører og er blevet børstet. Berta får kun klippet en negl af gangen – og ikke mere end måske 1mm af gangen. Hermed sikrer jeg, at hun er vant til, at jeg klipper hendes negle og forbinder dette med noget behageligt.
Inden jeg klipper hendes negle, starter vi med en øvelse, hvor jeg stryger Berta blidt på brystet og ryggen med meget rolige bevægelser, samtidig med at jeg med rolig stemme siger ”rolig”. Ved at gøre dette lærer Berta signalet for ”rolig” samtidig med, at det får hende til at slappe af. Når jeg har strøget hende i 1-2 minutter, begynder jeg at føre strygene ud på poter og ører, imens jeg kigger hende i ørene og holder let på hendes poter. Begynder hun at trække dem til sig, slipper jeg selvfølgelig med det samme. Herefter tager jeg hendes negleklipper frem og klipper en lille del af en af hendes negle, imens jeg roser hende for at være afslappet med dette – således kommer vi alle negle igennem i løbet af en måneds tid.
Pas på blodbanerne
Pas på med ikke at klippe for meget af neglene, idet blodbanerne flytter med, som neglene vokser. Har hunden meget lange negle, så klip dem over flere gange – kun 1-2 mm pr. gang. Ulvekløerne, som mange hunde har, er dog en undtagelse – her vokser blodbanerne ikke med ud på samme måde, så her kan godt klippes længere tilbage.
Vælger man at gøre det selv på denne måde, får man en hund, som elsker menneskehænder, og det bliver meget lettere at komme til dyrlæge.