Da jeg hentede Berta, var hun en smule utryg i bilen – og det er selvfølgelig også en enorm omvæltning pludselig at skulle forlade alle sine trygge omgivelser. Eftersom Berta altså var en smule utryg ved bilen, var det den første ting, jeg begyndte at træne med hende. Jeg startede ikke bilen, men satte mig blot ind i bilen sammen med Berta en 4-5 gange om dagen. Jeg lod Aslan komme med, idet han er rigtig glad for bilen.
Med mig i bilen havde jeg noget af deres mad, som jeg delte rundhåndet ud af i bilen. Berta fik lov at gå rundt og snuse og vænne sig til bilen. Da hun havde vænnet til bare at være i bilen – hvilket gik stærkt, da hvalpe og måske Berta specielt ? er meget nysgerrige – startede jeg bilen uden at køre. Samtidig fortsatte jeg med at dele ud af foder.
Da Berta havde vænnet sig til, at motoren er i gang, kørte jeg lige så stille et lille stykke. I løbet af få dage havde jeg trappet det op, så vi kunne køre en lille tur. Jeg passede meget på ikke at gå for hurtig frem, men tog det stille og roligt. Jeg pressede ikke Berta til at sidde et bestemt sted i bilen, for målet med denne træning er udelukkende at lære hende at være tryg i bilen.
I dag elsker Berta bilen – hun sætter selv forpoterne op på kofangeren, når jeg åbner bagsmækken, hvorefter jeg lempeligt hjælper hende det sidste stykke op. Inden jeg løfter hendes bagben, tæller jeg til 3. 1-2-3 løft siger jeg – så ved hun ,hvornår jorden forsvinder under hende
